The coolest news around

Pjece om Den Danske Henry George Forening

Wed, 21 Dec 2011 00:00:00 +0100

Den Danske Henry George Forenings formål er at bevare og udbrede kendskabet til Henry Georges liv og tanker, som de kommer til udtryk i de bøger og skrifter, han udgav, og i de mange skrifter, der siden er skrevet om ham. Foreningen er ikke knyttet til noget bestemt politisk parti, men søger at vin-de indflydelse gennem artikler om historiske og aktuelle poli-tiske emner i egne blade og i dagspressen, vurderet ud fra Henry Georges grundlæggende synspunkter.

Hent Pjecen om Den Danske Henry George Forening

Ideologi og demokrati

Wed, 21 Dec 2011 00:00:00 +0100

Ideologi er noget bras, sagde Poul Schlüter. Man må give ham ret så langt, at ideologi har forårsaget store ulykker (nazisme, fascisme). Omvendt lever vi i en tid, hvor mangel på ideologi truer vor civilisations fortsatte bestående.

Folket kan tage fejl

Demokrati kan også kaldes en ideologi. Grækenland anses for demokratiets vugge. Alligevel vakte det stor opstandelse og bestyrtelse, da den græske statsminister i efteråret 2011 besluttede at sende en afgørelse om en økonomisk hjælpepakke fra EU til folkeafstemning. EURO-zonens ledende politikere vred armen om på den græske statsminister og fik aflyst folkeafstemningen, vel i forvisning om et nej til EU fra det græske folk.
Ca 500 år før vor tidsregning fik den græske folkevalgte hærfører Perikles Athen til at gå med til en krigserklæring mod Sparta. Det førte til et forsmædeligt nederlag, som Athen aldrig overvandt. Folket er ikke altid de klogeste.
I 1864 besluttede den danske overgeneral deMeza tilbagetog fra Dannevirke, som ikke kunne forsvares mod preusiske og østrigske arméer. Folkestemningen i København var rasende. Han blev afskediget i unåde. Ingen kunne afløse ham. Det førte til blodbadet ved Dybbøl.

Demokrati på vildveje

Liberalisme er et plusord, men en forvrængning af dette begreb er griskhed og grådighed. Hvor skamfulde disse begreber end er, synes de at være blevet ophøjet til en uofficel ideologi og derved en retfærdiggørelse for staters, koncerners, hedgefondes og almindelige borgeres egenkærlige handlinger på det økonomiske område. Der er en gråzone mellem disse handlinger og så egentlig kriminalitet, der i visse miljøer og lande anses som en samfundsbærende kraft, fx mafiaen i Italien.

Staten svigter

Så langt er vi ikke kommet i DK. Vi er bare magtesløse over for narkotikasælgende bander og deres dummebøder. Vi tager afstand fra disse elementer, selv tilsyneladende ukontroversiel kontakt til dem vækker misbilligelse (Sass Larsen sagen). At lade sig true til at købe sig fri for repressalier mod sine nærmeste kan ikke vække forargelse, men det viser, at staten ikke kan beskytte sin borgere mod kriminelle (Samuelsen sagen). Gadens parlament repræsenteret ved rockere og indvandrerbander forstærker egne positioner.

Solidaritet

Solidaritet, en form for ideologi, er et plus ord, men dækker kun vores engagement i snævre kredse (familie og venner), i andre lande klaner. Nationer dækkes sjældent af solidaritet.
For tiden er ideologi et minusord. Liberal alliance er vel for tiden det eneste ideologiske parti vi har i DK.

Gennemsigtighed

Jeg er tilbøjelig til at give afkald på ideologi til fordel for et ønske om gennemsigtighed i forvaltning og i politiske beslutninger, fx på skatteområdet. Lovgivningen er så kompliceret, at det kræver en faguddannelse som jurist eller revisor med specialuddannelse for at forstå den.
En årsag til ideologiers fiasko kan være, at nogle af de mest sympatiske ideologier er så svære at forstå. Hvis de forstås kaldes de utopi. De egner sig ikke i en kampagne for underskriftsindsamling eller i en valgkamp. De fremstår grå, kedelige og alt for komplicerede. De kan ikke forklares i kampagnger på gadeplan.

Populisme

I stedet scores stemmerne af mere farverige programmer og personligheder. De italienske vælgere er blevet besnæret af Berlusconi, som de danske vælgere engang blev besnæret af Glistrup.

Bæredygtighed

Tidens store plusord er bæredygtighed (Sustainability) symboliseret ved farven grøn.
Der skrives lærde artikler om emnet, ofte alt for lærde. Stor bekymring er på sin plads, men det er svært på forståelig vis at sælge bæredygtighed til et vælgerkorps.
Det er den vanskelighed, som den nydannede bevægelse ”Bæredygtighed” kæmper imod. Den er dannet af nogle få ildsjæle, der også kalder sig et ”Netværk for bæredygtighed” eller senest med det nye navn ”Syntestanken”.

Hvad Dansk Industri glemte

Wed, 21 Dec 2011 00:00:00 +0100

Dansk Industri (DI) har netop leveret en omfattende liste over krav til regering og folketing. I forgrunden står som vanligt lettelse af personskatten og selskabsskatten. Samtidig kræver man flere penge til uddannelse og forskning. Erhvervsstøtten skal der heller ikke spares på.

Skal dette finansieres med udsigt til en statsgæld på mindst 85 mia. kr., er det ikke nok at spare på andre offentlige udgifter, man må også finansiere lettelsen af skatten på arbejde ved øget beskatning af jord og fast ejendom som foreslået af OECD, EU, de økonomiske vismænd, regeringens vækstforum, velfærdskommissionen samt mange andre økonomer.

En sådan skatteomlægning vil også have den gunstige virkning at animere til øgede investeringer i virksomhederne i stedet for passiv eller spekulativ pengeanbringelse i jord og fast ejendom. Og industrien beklager sig jo over bankernes uvilje til at låne ud til små og mellemstore virksomheder, for ikke at sige iværksættere.

Endelig imødekommer man dermed behovet for nedtoning af den finansielle sektors negative rolle i den økonomiske udvikling, således som den manifesterede sig i boligboblen og den deraf følgende økonomiske krise med stagnation, arbejdsløshed og gældskrise.
Det er uforståeligt, at DI tilsyneladende ikke kan se de gunstige virkninger for erhvervslivet af den skattereform, som så mange sagkyndige tilråder.

WTO skal liberaliseres

Wed, 21 Dec 2011 00:00:00 +0100

Nils Brøgger Jakobsen fra Mellemfolkeligt Samvirke leverer i kronikken (Pol. 14/11) et udmærket forsvar for WTO, men er på galt spor, når han argumenterer for at WTO skal have fokus på regulering frem for liberalisering. En regulering ud fra miljømæssige, sociale og økonomiske forhold. Jeg var i 10 år medlem af EU-parlamentets handelspolitiske udvalg og har deltaget i utallige forhandlinger om EU´s handelspolitik, også med delegationer fra de fattige lande. Hvis der var noget, disse var enige om, så var det at afvise forslag fra protektionistiske kredse i EU om reguleringer af verdenshandelen. Forslag, hvor ”de grønne protektionister” reelt tilsigtede at strangulere de fattige landes adgang til EU´s marked under påberåbelse af social eller miljømæssig ”dumping”.

Hvis man derfor giver WTO de nævnte reguleringsbeføjelser, imødekommer man de rige landes protektionister til skade for verdenshandelen og især de fattige landes adgang til de rige landes markeder. Der er ingen anden vej frem for WTO – og det vil være det bedste middel til løsning af den globale krise – at liberalisere verdenshandelen konsekvent, så man ikke begår den samme skæbnesvangre fejl, som man gjorde i 30érne med protektionisme og handelskrige.

Det er heller ikke produktivt at anbefale udviklingslandene at beskytte deres industrier mod konkurrence. De udviklingslande, der har valgt dette, stagnerer, mens de, der har valgt en liberal handelspolitik blomstrer.

Hvis WTO skal have øgede beføjelser, bør man give organisationen kompetence og ressourcer til at efterforske og bekæmpe globale handelsmonopoler af enhver art.

Protest mod afskaffelse/forringelse af grundskylden

Mon, 29 Aug 2011 00:00:00 +0200

Den Danske Henry George Forening arbejder for at bevare den grundskyld, vi har i Danmark, og for at udbygge den, sa skatten på arbejde og forbrug kan sættes ned. Vi undrer os over og protesterer på det kraftigste imod, at regeringen er parat til at bruge grundskylden som led i den såkaldte vækstpakke. Det løser ingen problemer og vil kun føre til stigende huspriser til skade for huskøberne. (Dette læserbrev er allerede blevet afvist af Politiken).

Socialdemokratiske Bobler

Fri, 26 Aug 2011 00:00:00 +0200

Socialdemokratisk næstformand , fhv. MF Klaus Ebbesen, vil have sommerhusreglen afskaffet (JP 28/4) , i logisk sammenhæng med sit partis EU-begejstring. Det er fint i overensstemmelse med partilinjen, at han ikke advokerer for, at den sommerhusboble, der vil opstå ved en ophævelse af sommerhusreglen, skal forebygges af en effektiv, løbende ejendomsbeskatning. Arbejdsfri, samfundsskabte gevinster skal fredes, og borgerne skal brandskattes af deres arbejde, sådan er den socialdemokratiske melodi nu.

Koncernchef, ejendomsudlejer og grundsælger Klaus Ebbesen (S) mener ikke, at danske sommerhusområder vil blive opkøbt af tyskere ved en afskaffelse af sommerhusreglen, men samtidig forudser han, at afskaffelsen vil skaffe "yderligere kapital" til yderområderne. Således lykkes det ham i kommentarens to sidste afsnit at modsige sig selv 180 grader.

Danske sommerhusområder er stærkt efterspurgte blandt især tyskere, hos hvem ejendomspriserne er to eller tre gange så høje som i Danmark. Og så ligger de tæt på de folkerige tyske delstater - modsat de østeuropæiske lande, Ebbesen nævner. Så skal sommerhusreglen falde, må vi have en skattereform, der punkterer prisboblen og stadig gør det muligt for almindelige danskere at erhverve sig sommerhuse.

Boligpakke kapitaliseres

Sun, 21 Aug 2011 00:00:00 +0200

Da staten gav støtte til unge landmænds gårdkøb, blev støtten kapitaliseret: Sælgerne var klar over, hvad køberne nu kunne ryste op med. Det samme vil ske ved suspensionen af ejendomsværdiskat og grundskyld som foreslået af de nuværende (VK) og kommende (S-SF) regeringspartier. De eneste, forslaget vil gavne, er ejendomsmæglerne, der da også jubler, og pengeinstitutterne, der får større udlånsmulighed ved at en samfundsmæssig prioritet fjernes til fordel for privatkapitalen.

I øvrigt præmierer man ved forslaget titusinder af bolighandler, der alligevel ville blive foretaget. Manøvren koster 1,5 mia. kr., som alle skatteyderne hænger på.

Bobler i vandkanten

Sun, 21 Aug 2011 00:00:00 +0200

Afmatningen på ejendomsmarkedet efter boligboblens punktering og den deraf følgende krise har også omfattet sommerhusmarkedet. Det har bragt ejendomsmæglere, spekulanter og EU-fanatikere på banen: Vi må have "sommerhusreglen" afskaffet!

Formålet med forbudet mod udenlandske opkøb af danske sommerhusområder er som bekendt at hindre, at danske rekreative områder bliver økonomisk utilgængelige for almindelig danskere. Det er stadigt et problem, for selv om Tyskland efter genforeningen har fået udvidet sin kyststrækning, er de tyske kystområder i stor stil indhegnede og betalingskrævende eller opkøbte af velhavere. Desuden ligger Danmark i mere bekvem køreafstand fra de folkerige tyske delstater end de østligste tyske kystområder. Dertil kommer, at ejendomspriserne gennemgående er dobbelt så høje i Tyskland som i Danmark.

Tilhængerne af sommerhusreglens afskaffelse begrunder deres ønske med to indbyrdes uforenelige argumenter: På den ene side bagatelliserer de muligheden for prisstigninger, på den anden side priser de den øgede kapitaltilvækst, udkantsområderne vil få, hvis man fjerner sommerhusreglen.

Så er der mere ræson i argumenterne fra sommerhusreglens tilhængere: Sandsynligvis vil udlændinges opkøb af danske sommerhuse betyde mindre udlejning og dermed tomme boliger de meste af året. Det giver mindre aktivitet og omsætning hos de handlende i sommerhusområderne og færre lejeindtægter for udlejningsfirmaerne.

Ingen i debatten om sommerhusreglen hæfter sig ved, at Danmark og Verden netop har oplevet den værste boligboble siden 30érne med de ødelæggende følger for samfundene i form af virksomhedskrak, massearbejdsløshed, recession og tårnhøj statsgæld. Det burde ellers give anledning til eftertanke: Skal vi give los for endnu en "boligboble", omend af mere beskedent omfang?

Såfremt sommerhusreglen afskaffes, bør det i det mindste følges af en grundskyldsreform, der inddrager de arbejdsfri, samfundsskabte værdistigninger, som afskaffelsen medfører. Da værdistigningerne især vil ske i udkantsområderne, vil det være en gevinst for kommunerne der. De vil kunne lette indkomstskatten tilsvarende, til gavn for borgerne. Forudsætningen er selvfølgelig, at kommunerne får lov at foretage denne skatteomlægning, det har de ikke i dag.

Det bedste vil naturligvis være, at grundskyldsreformen gøres ligelig og generel, altså at staten sørger for inddragelsen af værdistigningerne overalt.

Hellere boligskat end skat på arbejde

Mon, 15 Aug 2011 00:00:00 +0200

Underligt nok har det ikke vakt opmærksomhed, at en Gallup viser, at 66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned. Kun 22 % afviser det blankt. For Socialdemokraternes vedkommende er hele 71 % og for SF`s vedkommende
hele 69 % tilhængere af en sådan skatteomlægning.

Målingen viser en skrigende diskrepans mellem vælgernes holdning til dette spørgsmål og folketingspartiernes. Både VKO, LA og S-SF afviser totalt en skattereform, der letter skatten på arbejde og til gengæld i øget omfang inddrager de arbejdsfri gevinster på jord og fastejendom.
Dette til trods for, at de økonomiske vismænd, OECD og det store flertal af uafhængige økonomer tilråder en sådan reform.

Nu må fedtspillet omkring en skattereform, der kan forebygge nye boligbobler med deraf følgende gældskrise, bankkrak, statsunderskud og arbejdsløshed, høre op. Det erhvervsfjendske og asociale i at brandskatte arbejde og gøre arbejdsfri, samfundsskabte gevinster skattefri, må stoppe. Skal der virkelig gå en hel valgperiode eller mere, før Folketinget kommer til fornuft og lever op til vælgernes ønsker, som de udtrykkes i
Gallup-målingen?

Underklassens tilblivelse

Fri, 05 Aug 2011 00:00:00 +0200

I byer over hele England blussede forvirringen op, da alvorlige uroligheder brød ud i begyndelsen af august 2011. Nu prøver den britiske regering at danne sig et billede af, hvad årsagen var til opstanden imod den borgerlige orden. Premierminister David Cameron beskylder 120.000 "vanskelige familier" for det, han kalder "det langsomme moralske sammenbrud" i England.

I sin vurdering lægger Cameron et ansvar på familier med enlige mødre, hvor børn mangler disciplin fra en faderskikkelse. Men en dybere undersøgelse viser en meget mere sammensat baggrund, der ikke kan udtrykkes med et par politiske floskler. Med dette snæversyn i regeringens forklaring på de mange plyndringer af indkøbscentre kan vi være sikre på, at Cameron ikke vil kunne holde sit løfte om at have løst den moralske krises problemer inden valget 2015.

Men det er ikke kun englænderne der har udtrykt massefrustrationer og udbredt håbløshed over de sociale forhold. Der har været voldsdemonstrationer i Grækenland, masseprotester i Spanien og Irland, og fascistiske bevægelser er blevet synlige i andre lande i Europa. De er alle udtryk for det sociale systems sammenbrud. Det er, hvad jeg kalder Rovdyrkulturen (The Predator Culture), der er titlen på min bog, der blev udgivet 2010 af the IU *) på forlaget Shepheard-Walwyn Ltd, London. Jeg frygter, at vi kan vente os meget værre ting. Jeg har netop afsluttet en undersøgelse af de to tidligere verdensdepressioner - 1870erne og 1930erne - der begge førte til verdenskrige. Jeg finder, at de akkurat samme betingelser er til stede i dag, og at det betyder, at verden er på vej mod globale voldsomheder, der er alt for forfærdelige til, at man tør tænke på dem.

Men georgister er nødt til at tænke. Vi er de eneste, der har et reformprogram, der er stærkt nok til at kunne ændre historiens udvikling. Men sproget, vi bruger til at fremlægge finansreformen, er så overfladisk, at folk ikke kan se forbindelsen mellem det nuværende skattesystem og de unge mennesker, der bryder ind i butikker i Tottenham i Nordlondon for at stjæle Nikesko.

Jeg er i gang med at omskrive historien og sætter det georgistiske idegrundlag ind i den, så man kommer til at se rødderne til den grådighed, der karakteriserer vore dages samfund. Årsagen til det kulturelle sammenbrud, vi oplever, ligger i tidligere tiders overgreb på jordværdier, der i Englands tilfælde fandt sted i begyndelsen af det 16. århundrede. Uden kendskab til den historiske baggrund for den nuværende situation vil folk ikke kunne forstå, at det er nødvendigt med grundlæggende reformer af ejendomsrettighederne og finansieringen af det offentliges udgifter.

Men mine bøger vil ikke være tilstrækkelige. De fleste mennesker får deres oplysninger gennem fjernsyn og andre nyhedsmedier. Derfor må vi fremlægge vore synspunkter billedligt, i korte films og på YouTube, som for eksempel min nyeste småfilm Min grådige generation (My Greedy Generation) med professor Mason Gafney, California University, Riverside, USA; den kan ses på www.youtube.com/user/geophilos (View comments).

Georgistbevægelsen må udvikle nye måder til at gøre indtryk på lyttende, seende, nyheds- og baggrundssøgende mennesker. Det vil sige, at der skal skaffes økonomiske midler til at producere professionelle films, der viser den frygtelige sandhed om vore samfund. Eksempelvis foreslår jeg at lave en film, der skal hedde Epidemien (Pandemic), som viser, at skattesystemet slår folk ihjel. Omkring 50.000 mennesker i England og Wales dør hvert år for tidligt alene på grund af forhold, der kan spores tilbage til skattessystemets mishandling af folk. Jeg regner med, at i NATO-landene dør omkring 500.000 mennesker hvert år for tidligt på grund af skattesystemet, der begunstiger nogle mennesker, men diskriminerer det store flertal. Det er en tragedie, der ikke omtales offentligt, og som, hvis den blev kendt af 'manden på gaden', ville gøre det meget lettere for os at få tilslutning til vores skattereform.

Den amerikanske fond, Schalkenbach Foundation, har stillet en stor sum til rådighed for fremstillingen af Epidemien (Pandemic), men arbejdet kan ikke begyndes, før jeg finder yderligere 35.000 US$. Georgister i Storbritannien har indtil nu samlet 4.500 $. Hvis danske georgister kan bidrage til dette project, bør beløbet overføres til 'The Land Research Trust' (c/o Mrs. Barbara Sobrielo, 54 Harrow View Road, Ealing, London W5 1LZ). Uden at bevidstgøre offentligheden med denne film tror jeg ikke, politikerne vil behandle georgister med den respekt, der er nødvendig for, at de vil interessere sig for tanken om skattereformen.

Den oscarvindende skuespiller Ms. Vanessa Redgrave er studievært ved fremsvisningen af Fred Harrison film The Killing Fields den 18. oktober 2011 på 20th Century Fox's Studios i London. Et inviteret publikum af politikere og NGO-miljøaktive vil diskutere, hvordan fjernelse af jordejernes subsidier vil kunne afværge drab på truede skabninger.

*) The IU er forkortelsen for Den Internationale Union for Jordværdibeskatning og Frihandel www.theiu.org.

EU og ejendomsskat

Wed, 13 Jul 2011 00:00:00 +0200

Hvor er det pinligt, at det er EU, der tvinger de ejendomsskattefjendtlige partier (S,V,SF,DF,K og LA) til at gennemføre en skattereform, der forskyder skat fra arbejde og over på arbejdsfri, samfundsskabte værdier. Det vil blive resultatet under den kommende nye regering, hvad enten partierne piber eller synger.

Når folketingsflertallet ønsker Danmark infiltreret mest muligt i euroen, tvinges det til at acceptere den fælles finanspolitik uden hvilken den monetære union ikke kan fungere. Og EU forlanger nu, at en af de økonomiske krises fremmeste årsager: Værdioppustningen og den deraf følgende vilde gældsætning (bl.a. gennem rentetilpasningslånene) samt fastlåsningen af ejendomsbeskatningen i Danmark bringes til ophør.

Det vil ske, når Europagten implementeres i form af direktiver fra EU-kommissionen om den fælles finanspolitik.

Det må betyde, at de ejendomsskattefjendske partier anstændigvis før folketingsvalget tilkendegiver, at de naturligvis vil respektere de direktiver for den fælles finanspolitik, som Unionen beslutter. At et Danmark uden bindinger til euroen (eller medlemskab af EU!) af egen drift kunne gennemføre denne økonomisk og socialt fornuftige skattereform, er en anden sag. Så ville vi også slippe for den milliardregning, der nu venter os for den fallerede euro.

Den gamle kone og den unge familie

Mon, 11 Jul 2011 00:00:00 +0200

I gamle dage fik tilhængere af en skattereform, der øger den løbende ejendomsbeskatning og til gengæld sænker skatten på arbejde, stukket i næsen, at man ville jage den gamle kone væk fra sit lille hus. Så fik man gennemført, at pensionister kan indefryse deres ejendomsskat og forblive i huset, og så forstummede den snak.

Nu siger VKO og deres efterplaprere S-SF, at mange unge familier har købt hus under højkonjunkturen og måttet tage dyre lån. De vil blive ramt hårdt, hvis man øger ejendomsbeskatningen. Så derfor er de fem partier (plus LA) enige om at fastfryse ejendomsskatterne. Til gengæld bliver folk (ikke mindst hårdt arbejdende unge familier) så flået i skat af deres arbejdsindtægter.

De økonomiske vismænd har en løsning: Man skal nedsætte ejendomsværdiskatten til 0,5 % (fra 1,0 %), men beregne den af den seneste vurdering og ophæve fastfrysningen. Så øges skatten ikke umiddelbart, men først i takt med, at der sker nye ejendomsværdistigninger. Derved hindres nye boligbobler – uden at selv stærkt forgældede boligejere drives fra hus og hjem.

Det er et fornuftigt forslag, især hvis det følges op med, at også grundskylden beregnes af den seneste vurdering, og at man ændrer vurderingssystemet, så de reelle grundværdier (= beliggenhedsværdier) kommer frem. Det vil give lavere bygningsværdier og højere grundværdier.

Både fagbevægelsen og regeringens vækstforum har vist positiv interesse for en skattereform, der flytter skat fra arbejde og over på disse samfundsskabte værdier. Det samme gælder næsten alle økonomer, inklusive de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU. Til gavn for beskæftigelsen og for investeringer i arbejdspladser i stedet for spekulation.

Grundskyld for alle

Fri, 24 Jun 2011 00:00:00 +0200

Byrådet har truffet den rigtige beslutning at foreninger, der ejer arealer i kommunen, skal betale grundskyld ligesom alle andre. Det er der nogle idrætsforeninger, der beklager sig over, selv om der kun er tale om små beløb, for det enkelte medlem måske 30 kr. el.lign. om året. Og selv om de får tilskud fra det offentlige. Alternativet er, at andre skal betale for dem, eller at de skal betale mere i skat af deres arbejde.

At byrådet så træffer beslutninger om dyre faciliteter for den kommercielle idræt eller en lystbådehavn i Udbyhøj, kan man i høj grad være uenig i, men her drejer det sig om fordelingen af skattebyrden, og her skal alle være lige.

I samme nr. af Amtsavisen (22/6) går MF Michael Aastrup Jensen (V) ind for forskelsbehandling: Han skriver, at S og SF "vil påføre landbruget skatter for over en milliard kroner." Sandheden er, at VKO helt har fritaget landbruget for at betale grundskyld i foreløbigt to år, hvilket giver et provenutab på 1 mia. kr., som alle andre borgere må bære gennem højere skat på deres arbejde. S, SF, R og EL vil genindføre grundskylden for landbruget, og det vil være retfærdigt og samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.

At S og SF vil fastlåse ejendomsskatterne for boligejerne ligesom VKO og LA, er derimod asocialt og samfundsøkonomisk tåbeligt. Denne politik, hvor skatten på arbejde forøges og skatten på de samfundsskabte og arbejdsfri gevinster fastlåses, har gjort, at Danmark er blevet ramt hårdere af den økonomiske verdenskrise end andre sammenlignelige lande, og den fordømmes af næste alle økonomer, inklusive OECD, EU, de økonomiske vismænd og Nationalbanken. Alle som én råder de til højere løbende beskatning af disse samfundsskabte værdier og laver skat på arbejde.

Dette råd bør Randers byråd også følge ved at sætte grundskylden op fra 28 til 34 promille (lovens maksimum) og lette den kommunale indkomstskat tilsvarende.

Grundskyld - hvorfor? Et Interview med Preben Pedersen

Tue, 03 May 2011 00:00:00 +0200

Hør interviewet med tidligere rådmand Preben Pedersen om georgismens og grundskattens potentialer såvel fordelingsmæssigt som for den optimale økonomisering med jord som given og uerstattelig naturressource – også set i et globalt bæredygtigt perspektiv. Og har her potentialer til at blive et basalt bolværk imod nye boligbobler og finanskriser, - og til at være et udgangspunkt i udkantområdernes redning.

Preben Pedersen er Medlem af Henry George Foreningen og fhv. byrådsmedlem og rådmand i Aalborg for Radikale Venstre. Preben Pedersen har gennem mange år deltaget flittigt i den offentlige debat, hvor han i skrift og tale har beskæftiget sig indgående med grundskyld og ejendomsskat.

Interviewet blev sendt d. 26. april, kl. 18:00-18:55 på Frederikshavn Lokalradio (FLR-DIALOG). Udsendelsens længde er 51:54.

Kilde: www.arnehansen.net/dialog/fred/110425PrebenPed.Grundskyld64.htm

EU og USA spærrer for frihandel

Sun, 17 Apr 2011 00:00:00 +0200

Anna de Klauman fra Landbrug & Fødevarer beskriver (Pol. 14/4) nødvendigheden af at indgå bilaterale handelsaftaler p.g.a. den manglende afslutning af WTO-forhandlingerne om en global frihandelsaftale. Men hun glemmer at nævne hvem, der er de hovedskyldige i, at Doha-runden, der lovede ulandene friere adgang til de rige landes markeder (ikke mindst på landbrugsområdet), ikke er afsluttet efter 10 år: Det er EU og USA.

Nu ser vi i Nordafrika, hvad det fører til af social uro og desperation, at man nægter disse lande adgang til at eksportere landbrugsvarer til bl.a. EU.

Landbrug og Fødevarer kunne passende påtage sig at påvirke sine søsterorganisationer i EU til at gå ind for en liberal handelspolitik i stedet for beskyttelse og subsidier. Når Landbrug og Fødevarer har besluttet at give 3 mio. kr. i partistøtte (formentlig til Venstre), kunne man også lade
falde et kritisk ord til dette parti, fordi det intet foretager sig for at fremme en frihandelspolitik i EU. Tværtimod taler partiets gruppeformand i EU-parlamentet Jens Rohde nu for agrarprotektionismen.

Nå, det er måske derfor, at Venstre får pengene?

Fred Harrison kommer til Danmark

Fri, 11 Mar 2011 00:00:00 +0100

I dagene 1. – 4. maj har vi fornøjelsen af Fred Harrisons tilstedeværelse her i landet, hvor han bl.a. vil tale om Sølvkuglen, den danske oversættelse af hans bog The Silver Bullet. Siden Sølvkuglen blev udgivet sidste år har der været et ønske om at få Fred Harrison her til landet for at promovere salget af bogen og de georgistiske ideer, den er baseret på.

Nu er det lykkedes og som det fremgår af annonceringen afholdes der et møde i Vartov den 3. maj. Her vil vi sammensætte et panel, der kan debattere bogen med Fred Harrison i fortsættelse af Fred Harrisons indledende præsentation. Det vil også blive muligt for tilhørerne at spørge og kommentere. Vi håber, og arbejder på, at Freds Harrisons internationale ry sammen med kendte og interessante paneldeltagere også kan tiltrække pressens bevågenhed.

Den 2. maj vil Fred Harrison give en gæsteforelæsning på Aalborg Universitet. Endvidere er der dialog med CBS og RUC om gæsteforelæsninger.

Læs mere om Fred Harrison og Sølvkuglen...

Download Pamflet...

Fred Harrisons program

Mandag d. 2. maj

Gæsteforelæsning på Aalborg Universitet.

Tirsdag d. 3. maj, 19:30-22:00

The Silver Bullet debataften med oplæg af Fred Harrison. Der vil også være et paneldebat med eksperter og diskussion. Der vil være drikkevarer, frugt og småkager til fri afbenyttelse. Debatten foregår på adressen:

VARTOV, Store Sal
Farvergade 27
1463 København K

Hent invitationen...

Bjarne er ikke dum

Mon, 28 Feb 2011 00:00:00 +0100

S-SF`s spindoktorer har opfundet Bjarne, en blå socialdemokrat, der har stemt på V eller DF af skræk for øget ejendomsskat. Bjarne er en almindelig lønmodtager, ligesom sin kone, og de bor i et parcelhus.

Hvordan får S-SF Bjarne tilbage? Ved at forsikre, at han sandelig ikke kommer til at betale mere i ejendomsskat - eller ved at prøve at overbevise ham om, at øget ejendomsskat giver mulighed for lavere skat på hans arbejde, og at det kan hindre nye boligbobler med deraf følgende risiko for, at han eller konen mister sit arbejde?

Da spindoktorerne og deres hokus focus-grupper - og dermed S-SF - tror, at Bjarne er dum som et bræt, så vælger de det første. Men Bjarne er ikke dum, han er ganske normalt begavet.

Gallup har spurgt vælgerne om de vil acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned. Hertil svarer 66 % ja, 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere er ja-procenten hele 71, og blandt SF-vælgerne er den 69 (Berlingske 21/2).

Jo, Bjarne er på vej.

Samfundsskabte Bobler

Wed, 23 Feb 2011 00:00:00 +0100

Endnu engang agiterer Politiken (leder 21/4) for afskaffelse af sommerhusreglen uden at lade sig anfægte af, at dette vil fremkalde en enorm, samfundsskabt prisboble med alle de velkendte følger, vi kender fra boligprisboblen. Medmindre man indfører en effektiv, løbende beskatning af jord- og ejendomsværdierne.

Så hvis sommerhusreglen afskaffes, må loftet over den kommunale grundskyld fjernes og statsgrundskylden genindføres. Det må nødvendigvis ske over hele landet og vil få gunstige virkninger, ikke blot mod sommerhusbobler, men også mod kommende boligbobler. På længere sigt vil provenuet kunne bruges til nedbringelse af skatten på arbejde.

Beliggenhed - Ikke mursten

Sun, 13 Feb 2011 00:00:00 +0100

Tak til Lars Trier Mogensen for den sønderlemmende kritik af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden (Pol. 11/2). Han bruger den gængse betegnelse "boligskatter", der ikke bidrager til deres popularitet.

Værre er det, når der i debatten tales om "skat på mursten". Det er misvisende, hvad man kan se af EDC-ejendomsmæglernes årlige opgørelse over priserne på "Danmarkshuset", det samme standardhus, placeret på en grund af samme størrelse og beliggenhed i alle landets postnumre.

Yderpunkterne er her Bækmarksbro i Lemvig kommune, hvor Danmarkshuset vurderes til 606.000 kr. og Charlottenlund i Gentofte kommune, hvor den samme ejendom vurderes til 4.755.000 kr. Da der ikke er den mindste forskel på murstenene, er det klart beliggenheden, der er altafgørende. Eller som ejendomsmæglerne siger: Der er tre faktorer, der bestemmer prisen på et hus: 1) beliggenheden, 2) beliggenheden, 3) beliggenheden.

Det bidrager yderligere til forvirringen, at vurderingssystemet er forkert: bygningsværdien er for højt vurderet og beliggenhedsværdien = grundværdien er alt for lavt vurderet. Det bør selvfølgelig ændres, så den reelle grundværdi kommer frem. En opgave for en kommende S-SF-R regering.

Der er formentlig større forståelse, også hos boligejerne, af, at samfundet inddrager beliggenhedsværdi, der jo er samfundsskabt, frem for at man beskatter murstenene i husene, som folk måske endda selv har bygget. Man kunne såmænd omdøbe grundskylden til en beliggenhedsafgift.

Grundskylden udtrykker det georgeistiske synspunkt, at man er det øvrige samfund skyldig værdien af den jord, man beslaglægger. Men man behøver bestemt ikke at være georgeist for at kunne se det retfærdige og hensigtsmæssige i en øget løbende beskatning af de samfundsskabte værdier. Se bare hvad næsten alle landets økonomer mener om den sag!

Statsminister Vestager

Wed, 02 Feb 2011 00:00:00 +0100

De radikale har bragt sig i en klemme: De er mest enige med VK om det centrale politiske spørgsmål i Danmark i dag: den økonomiske politik, men samtidig peger de på den socialdemokratiske leder som statsminister. Det parti, der engang gik ind for det samarbejdende folkestyre, har placeret sig i den røde blok.

Nu foreslår Margrethe Vestager at afskaffelsen af efterlønnen kombineres med S-SF´s 12 minutters plan. Overvismanden, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, føjer hertil et tredje og væsentligt element: Ophør af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten.

De fleste økonomer, herunder Det Økonomiske Råds og OECD´s, deler den opfattelse, at der skal lægges øget vægt på ejendomsskatterne for at forebygge nye boligbobler, for at lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation i jord og fast ejendom samt for at lette trykket på indkomstbeskatningen. Dertil kommer, at det er en skat, ingen kan unddrage sig, velegnet under globaliseringens vilkår og endelig socialt retfærdig.

De radikale, der opfatter sig selv som et seriøst parti, der lægger megen vægt på sagkundskaben, har foreløbigt indskrænket sig til at foreslå landbrugets grundskyld genetableret (et provenu på 1 ,2 mia.kr.) og begrænsning af rentefradraget for udgifter over 250.000 kr. (provenu: 3,5 mia. kr.). Men i partiets principprogram står:

"Staten skal sikre en sund offentlig økonomi og en bæredygtig udvikling. De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret."

Disse bastante principper lever de radikale ikke op til på ejendomsbeskatningens område med de nævnte to udmærkede, men beskedne, forslag. Man bør mindst følge de økonomiske vismænds forslag om at optø ejendomsværdiskatten. Selv hvis man nøjes med de sølle ½ % af ejendomsværdierne, som skatten udgør p.t., vil en optøning med tiden kunne indbringe hele 1% af BNP. Endnu bedre vil en genindførelse af en statsgrundskyld på blot 1 % være: den kan umiddelbart give knap 17 mia. kr. om året.

Men S-SF har jo lovet, at boligejerne ikke skal beskattes mere end i dag. De to partier har altså tilsluttet sig VKO-fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og nedsænkningen af loftet over grundskylden. Samfundsøkonomisk tåbeligt og fordelingspolitisk asocialt.

Radikale Venstre kunne træde i karakter over for både VK og S-SF ved at foreslå en ægte skattereform som beskrevet i partiets eget principprogram. Vælgerne er rådvilde og savner politisk ledelse samt reformer, der ikke kun er sociale nedskæringer. Grib dog chancen!

Hvis det betyder, at de radikale må trække støtten til Helle Thorning-Schmidt tilbage og fortsat selvsagt heller ikke kan støtte Lars Løkke Rasmussen, så præsenter jeres egen statsministerkandidat: Margrethe Vestager sammen med denne tredje mulighed over for rød og blå blok.

Det vakte en vis munterhed, da de radikale engang foreslog deres daværende leder Niels Helveg Petersen som statsministerkandidat, ligeledes da Kristeligt Folkeparti foreslog Jens Møller. Men hvorfor dog: Der bør også være en statsministerkandidat, der undsiger blokpolitikken. Situationen er for alvorlig til blokpolitikkens taktiske spin, personfnidder , fravær af politisk substans og svigtende langsigtet beslutningskraft.

Kære Helle og Villy

Mon, 25 Oct 2010 00:00:00 +0200

Jeg har fået et brev fra jer og det samme har nogle millioner andre danskere. I har en fair løsning på krisen, skriver I. Men der er noget, jeg ikke kan få til at passe.

”Vi vil ikke ændre boligskatten”, skriver I. Det må jo betyde, at I tilslutter jer VKO `s fastlåsning af ejendomsværdiskatten og nedsænkede loft over grundskylden. ”Reformer”, der virkede som benzin på bålet under boligboblen. Det har de økonomiske vismænd konstateret.

Faktisk har de samme vismænd år efter år leveret den ene rapport efter den anden, hvor de har foreslået øget beskatning af jord og fast ejendom og tilsvarende lavere skat på folks arbejde. Alle disse forslag har VKO hældt ned af brættet og gjort det modsatte. Og det billiger I åbenbart!

For ikke længe siden understregede vismændene vigtigheden af, at deres forslag om aktivering af ejendomsbeskatningen gennemføres på et tidspunkt, hvor boligpriserne igen begynder at stige – for på den måde at hindre en ny boligboble og alt hvad deraf følger. Og nu er boligpriserne begyndt at stige.

Anfægter det jer ikke? Giver det heller ikke anledning til eftertanke, at øget, løbende beskatning af disse arbejdsfri, samfundsskabte gevinster i høj grad kan medvirke til at lede investeringerne til produktive formål og arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse –eller spekulation – i jord og fast ejendom?

At videreføre VKO`s ejendomsskattepolitik er ikke en fair løsning – det er overhovedet ikke en løsning, men det modsatte: det gør blot krisen værre. Og så er det oven i købet asocialt.

Jeg ved, at I er skrækslagne for at boligejerne vil blive sure på jer, hvis I lytter til den økonomiske sagkundskab på dette område. Men boligejerne betaler jo også skat af deres indkomst, og den skat bliver jo større, når man freder de arbejdsfri gevinster.

Hvad med at tale til boligejernes sunde fornuft? Vi befinder os i den største økonomiske krise siden 30 èrne. Næsten 200.000 arbejdspladser er mistet i erhvervslivet. Antallet af fallitter og tvangsauktioner sætter rekord, det samme gør fyringerne i den i offentlige sektor og statens underskud. Der er krisebevidsthed til stede.

I december 2005 kom velfærdskommissionens betænkning og i samme måned en vismandsrapport. Begge argumenterede stærkt for en skattereform med øget ejendomsskat og lavere skat på arbejde. En opinionsmåling viste efterfølgende flertal for en sådan skattereform. Men I greb ikke chancen.
I skulle tage og gøre det nu.

Protektionismen er tilbage

Fri, 09 Jul 2010 00:00:00 +0200

Ved starten af den økonomiske verdenskrise var der enighed om, at Verden ikke måtte gentage den skæbnesvangre fejl fra 30érnes krise: Opbygning af handelsbarrierer, der kun forværrede og forlængede krisen.

Efter G20-mødet i Canada i juni må man desværre konstatere, at protektionismen er ved at vinde frem igen. Man har nu opgivet at afslutte Doha-runden om frigørelse af verdenshandelen, en forhandlingsrunde, der har været i gang siden 2001 og forventedes afsluttet i år.

Dette til trods for at 80 % af arbejdet er afsluttet, og der således blandt WTO´s 153 medlemslande kun resterer at opnå enighed om de 20 %.

Det ser ud til, at hovedansvaret for sammenbruddet må placeres hos USA. Det stort set eneste punkt, hvor demokraternes politik adskiller sig negativt fra republikanernes, er handelspolitikken. Og præsident Obama har desværre levet op til sine valgløfter på dette punkt: USA forlanger indrømmelser fra især Kina, Indien og Brasilien uden at vise vilje til selv at give indrømmelser. Og EU holder lav profil i ly af USA´s protektionisme.

USA og EU fastholder handelsforvridende landbrugsstøtte, høje toldsatser på såkaldt følsomme varer og en restriktiv anti-dumpingpraksis. Kina har uden resultat bebudet en mere liberal valutapolitik samt toldsænkninger på 30 % og liberaliseringer i servicesektoren.

USA og EU synes at ville satse på bilaterale handelsaftaler. Derved står de stærkere over for aftalepartnerne og undgår at skulle give indrømmelser til et stort antal udviklingslande og nyindustrialiserede lande. Doha-rundens udtrykkelige mandat var, at udviklingslandenes rolle i verdenshandelen skulle styrkes, især ved at de velstående lande reducerer deres told og helt eller delvis afskaffer deres landbrugsstøtte. Det bliver det ikke noget af nu.

Verdensbanken har vurderet, at Doha-runden vil kunne løfte 150 mio. mennesker ud af fattigdom. Og Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim har sagt: ”Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække Verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale.”

Siden i fjor har – ifølge Verdensbankens præsident Robert Zoellick – antallet af nye protektionistiske tiltag udkonkurreret antallet af handelsliberaliserende tiltag i forholdet 5:1. Det går altså den gale vej, om end omfanget af protektionistiske tilbageslag ikke når på højde med 30érnes tåbeligheder, takket være nutidens globalisering af det økonomiske liv.

Den økonomiske verdenskrise har demonstreret den gensidige globale afhængighed, og netop på grund af den er det livsvigtigt ikke alene at undgå protektionismen, men også at nå afgørende fremskridt for verdenshandelens liberalisering.

Finansregulering eller markedsreform

Mon, 05 Jul 2010 00:00:00 +0200

Nationalt og internationalt drøftes en række forskellige tiltag for øget regulering af finanssektoren med det formål at undgå eller minimere nye økonomiske kriser.
Uden at forklejne det hensigtsmæssige eller ligefrem nødvendige i sådanne tiltag, må det undre, at der ikke stilles mere grundlæggende spørgsmål om det kapitalistiske system. Selv fra socialistisk side synes man at koncentrere sig om reguleringstiltag i stedet for mere dybtgående reformer.

Skal vi virkelig affinde os med som noget uundgåeligt, at verden med 15-20 års mellemrum nogenlunde regelmæssigt kastes ud i økonomiske kriser med store nedture, virksomhedskrak og massearbejdsløshed? Dette sker nærmest til trods for omfanget af reguleringen af den finansielle sektor. Hvortil kommer tilbøjeligheden til at lempe reguleringerne, når økonomien går fremad.

Det er da ellers ret indlysende, at når det går økonomisk fremad, vokser efterspørgslen ikke kun efter reproducerbare goder, men også – og ikke mindst – efter de ressourcer, der kun findes i begrænset omfang, det være sig jord (beliggenhedsværdier), vand, energiressourcer etc. Derved opstår der boligbobler og galopperende oliepriser, de oppustede ejendomspriser belånes, så har vi finanskrise efterfulgt af gældskrise, når landene griber til bankredninger.

Den nærliggende løsning er dog at hindre, at den særlige merværdistigning på de ureproducerbare goder kapitaliseres, hvilket kan ske gennem en effektiv løbende beskatning i form af især grundskyld, der målrettet inddrager beliggenhedsværdierne, og gennem effektive koncessionsafgifter på energiressourcerne. Anvender man så provenuet til nedbringelse af skatten på arbejde, opnår man en gunstig beskæftigelsesmæssig effekt og større social retfærdighed. Investeringerne vil gå til produktive formål og arbejdspladser i stedet for til spekulation.

En sådan skattereform vil altså også være en markedsreform. Hvis man kombinerer det med at nægte retsbeskyttelse af derivater og lignende spekulationspapirer, en bankskat til et fond, der kan sikre kunderne ved bankkrak, en beskeden afgift ved valutatransaktioner samt større transparens i finanssektoren, vil meget være nået for at undgå fremtidige ødelæggende økonomiske kriser.

Genopdag George

Tue, 11 May 2010 00:00:00 +0200

Årsagerne til den økonomiske verdenskrise og løsninger på den diskuteres. Fra primitive ytringer om grådighed til mere seriøse forslag om øget regulering af den finansielle sektor (nogle mener endda at for megen regulering er årsag til krisen).

Man svømmer let henover, at de økonomiske kriser kommer nogenlunde regelmæssigt med 15-20 års mellemrum, om end i varierende styrke, og uanset reguleringernes omfang. Det tyder på, at der er grundlæggende fejl i det kapitalistiske system som det fungerer nu. Men da socialismen har dokumenteret sin uduelighed og desuden har kompromitteret sig ved politisk undertrykkelse, stilles der ikke spørgsmål ved den grundlæggende funktionsmåde af det herskende økonomiske system.

Det bør man ellers gøre nu under den værste økonomiske krise siden 30érne. Den amerikanske samfundsøkonom Henry George (1839-1897) påviste, hvorledes økonomiske fremskridt, voksende befolkningstal og velstand, afstedkom øget efterspørgsel efter jord og andre ureproducerbare goder, der derved fik en samfundsskabt merværdi, kaldet jordrenten.

Denne merværdi kapitaliseres, der opstår boligbobler. Disse belånes, investeringer går til jord og fast ejendom i stedet for til arbejdspladser i erhvervslivet, renten bliver højere end nødvendigt, og der skabes voksende social ulighed, ikke mindst mellem generationerne. Desuden øges inflationen. På et tidspunkt brister boblen, der opstår krise i finanssektoren og det udvikler sig til en generel økonomisk krise med virksomhedskrak, tvangsauktioner, massearbejdsløshed og bragende statsunderskud med langvarige offentlige gældsbyrder, når staterne griber ind.

George foreslog at indføre en løbende afgift på jordens værdi, så man forhindrede den private kapitalisering af jordrenten. Derved ville adgangen til jord blive billigere, og provenuet skulle så bruges til tilsvarende lavere skat på arbejde. Generationerne ville blive stillet lige, og man ville opnå større social retfærdighed. Man ville undgå eller formindske de tilbagevendende økonomiske kriser.

De georgeistiske tanker vandt frem i de første årtier af det forrige århundrede, og i Danmark benævnte man den løbende jordbeskatning ”grundskyld”, fordi det var noget, man skyldte samfundet, når man lagde beslag på en del af vores alle sammens eksistensgrundlag: jorden. Det er værd at bemærke, at grundskylden blev indført med støtte af Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Tanken var altså bredt funderet.

Det befordrede accepten, at landarbejdere og husmænd kunne se deres indlysende interesse i reformen, og både arbejderbevægelsen og husmandsbevægelsen førte den frem. Den var også almindeligt anerkendt blandt økonomerne, og det er den i øvrigt stadigt: De økonomiske vismænd, andre uafhængige økonomer og senest OECD anbefaler løbende jord- og ejendomsbeskatning - og har i årevis gjort det i den ene rapport og betænkning efter den anden.

Grundskylden kom på både Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres program. Daværende landsformand for de radikale Margrethe Vestager fik den imidlertid fjernet fra partiprogrammet, og i dag er både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti utrættelige i deres forsikringer om, at boligejerne sandelig ikke skal betale mere i skat – nu er de endda blevet fulgt op af Enhedslistens Frank Aaen.

Hvad gik galt? Det sociologiske fænomen, at vi nu har 1,2 mio. boligejere, der for flertallets vedkommende tænker som spekulanter i stedet for det, der er deres reelle interesse: som lønmodtagere, erhvervsdrivende eller modtagere af overførselsindkomster. Sådan tænker de, fordi hverken socialdemokraterne, de radikale eller venstrefløjen gjorde sig den ulejlighed at forklare de økonomiske sammenhænge, dengang de forstod dem, og nu forstår de dem tilsyneladende heller ikke selv.

Det hjælper heller ikke på forståelsen og accepten, at man roder jordbeskatning sammen med beskatning af selve husene. Det er jo ikke murstenene, der stiger i værdi, men beliggenheden. Det er heller ikke smart at beskatte folk fordi de forbedrer deres boliger. Mange vil derimod kunne forstå, at man må betale til samfundet løbende for den jord, man beslaglægger, og at provenuet skal bruges til lettelse af skatten på arbejde. I dag betaler de reelt først til lånekapitalen, og så må de derefter betale mere i skat af deres indkomst end nødvendigt, fordi samfundet ikke inddrager jordrenten.

Vi oplever nu følgerne af spekulationsorgierne, og de er blevet værre i Danmark, fordi regeringen med støtte af Dansk Folkeparti har fastlåst grundskylden og ejendomsværdiskatten. En skattepolitik, som oppositionen reelt har tilsluttet sig. Så det skal fortsat være skattefrit at score kapitalgevinster på jord og fast ejendom, mens ens arbejdsudbytte brandskattes. En skattepolitik, der er lige så samfundsøkonomisk idiotisk som den er fordelingspolitisk asocial.

Den økonomiske krise med dens rystende følger bør få partierne til at tænke nyt, at lytte til den økonomiske sagkundskab, at genfinde den skattepolitik, de selv stod for engang, og erkende, at politik ikke består i at svaje for vinden, men i at lede. De bør genopdage Henry George.

Da vores tiltro til, at dette vil ske, imidlertid er begrænset, har Retsforbundet besluttet at opstille til næste folketingsvalg.

Kortfilm med Fred Harrison

Sat, 01 May 2010 00:00:00 +0200

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform.
Fred Harrison har i forbindelse med bogudgivelsen også produceret tre kortfilm, der belyser de centrale pointer fra bogen.
På www.sølvkuglen.dk, kan læse meget mere om bogen og se de tre kortfilm som er gode appetitvækkere til bogen.

Læs mere om Sølvkuglen...

Fred Harrison i det engelsk talkshow Keisers Report

Tue, 09 Mar 2010 00:00:00 +0100

Den 28. januar 2010 bragte det engelske talkshow Keisers Report en bemærkelsesværdig samtale med Fred Harrison, der som bekendt bl. a. er forfatter til bogen The Silver Bullet. Her kan du høre hele samtalen, som vi har fundet på YouTube. Hvis du har lidt svært ved at få nok ud af den engelske tale, er du velkommen til at benytte dig af nedenstående grundige referat på dansk.

Interviewet begynder et stykke inde. Ryk markøren hen til 17:10 og klik på afspil.

Interviewet er oversat af Ivy Holst Nielsen.

Max Keiser:
I 1997 forudsagde du, at en global boligboble ville opstå ti år senere, og at der ville komme et globalt sammenbrud i 2010.

Fred Harrison:
Faktisk så ser jeg på, hvad der betragtes som ”forbudt viden” inden for økonomi. Jeg ser på den mest følsomme indikator i hele økonomien; markedet for jord. Ud fra den kan jeg forudsige, hvordan økonomien vil udvikle sig.

Tendenserne gentager sig i en 18-års cyklus i den vestlige verden. Det er der ingen hokuspokus i. Vi kan se nøjagtig, hvordan økonomien vil udvikle – klart og tydeligt. Ved at se på disse informationer kan jeg forudsige nøjagtig hvordan økonomiens sundhedstilstand er.

Det var sådan, jeg i 1983 forudsagde at bunden i den økonomiske cyklus ville nås i 1992, og jeg forudsagde boblen i 1997, hvor bunden i den globale økonomi ville komme i det kommende år (2010). Det er simpel matematik.

Max Keiser:
Hvorfor går det op og ned, og er der en måde at stoppe denne cyklus på?

Fred Harrison:
Denne cyklus er programmeret ind i den politik, der startede som adelens økonomi, og nu er det demokratiske frie markeds. Men de underliggende faktorer er de samme; de bedste overskud kommer fra grundværdierne, ikke fra børsen eller andre eksotiske finansielle instrumenter. Ud over hele forretningslivet kommer de største gevinster fra jord. Det er hemmeligheden. Som markedet er arrangeret i vore dage, får vi helt sikkert et boom 15 år inde i denne cyklus efterfulgt af et sammenbrud, fordi der skabes gæld, for at man kan udnytte det marked, som de forøgede værdier lægge op til. Men der sker en overfinansiering. Og så går økonomien i stå med et sammenbrud hvert 18. år. Sådan har det været de seneste 2-300 år.

Max Keiser:
Du argumenterer for at vi skal socialisere jord og privatisere lønninger.

Fred Harrison:
Socialisering vil sige at give den værdi vi skaber i fællesskab tilbage til folket, som jo har skabt det.
Ved at afskaffe skat på lønninger og opsparing vil vi re-privatisere den skabte velstand og lade folket beholde værdien af produktionen.

Så kan vi bruge renten fra jordværdierne til at betale de offentlige udgifter. Således kan vi re-socialisere det, der engang var offentlig indkomst og privatisere lønindkomst.

Max Keiser:
Al politik i retning af at stoppe spekulation ved at ændre skattepolitik er upopulært i UK. Hvordan overtale briterne?

Fred Harrison:
Det er et UK/US problem. Tyskerne ser ikke deres hjem som deres slot, og derfor investerer de mere i produktion. Briterne og amerikanerne ser huset som en fremtidssikrings opsparing. Denne kultur går ud på at tro, man kan tjene noget bare ved at bebo et stykke jord. For 100 år fremlagde den liberale regering faktisk et forslag om en skattereform baseret på beskatning af jord. Men forslaget blev nedstemt i overhuset. Hele systemet er gennemsyret af denne opfattelse, at man ønsker at tjene på ingenting. Nu om stunder ønsker selv lønslaver at have fast ejendom. Det er et politisk problem at forklare dem at dette er imod deres økonomiske interesser. I de seneste 100 år har der ikke været reelle politiske tiltag i retning af at ændre denne tendens.

Max Keiser:
Hvordan kan politikerne overbevise befolkningen om dette?

Fred Harrison:
Det er meget svært. I US ville der være hundreder af milliarder dollars hvert år, der kunne redistribueres til folket. hvis de skiftede fra lønskat til skat på jord. Det ville være et incitament.
Under Tony Blair tabte UK velstand og velfærd svarende til et helt års bruttonationalprodukt. Tænk hvad vi kunne få for så mange penge – hvis vi fik en skattereform. Det kræver politisk vilje og moralsk mod at forklare dette for folket. Men jeg tror de ville lytte til det.

Max Keiser:
Hvordan ville vores økonomi så se ud i dag, hvis vi fik sådanne reformer?

Fred Harrison:
Hvis vi vil kunne konkurrere med mellemøsten i den næste cyklus (18år), må vi skifte fra lønskat til grundskat. Det er den eneste løsning. Priserne ab fabrik ville blive lavere på verdensmarkedet. Uden en sådan reform vil vi hele tiden blive underbudt af det fjerne østen. Og det er ikke holdbart. Vi kan ikke konkurrere uden at ændre omkostningsstrukturen. G20 landede har presset europa og US ud i denne krisesituation hvor vi ikke er konkurrencedygtige uden en ændring i omkostningsstrukturen.

Max Keiser:
Hvad gør regeringerne? Hvordan reagerer de på de økonomiske problemer?

Fred Harrison:
Regeringerne har være frygtelig dårlige til at passe på vore interesser reagere på har udsat os for en asiatisk økonomi som vi ikke kan hamle op med, og som truer med at opsluge os.

Med undtagelse af Tyskland forudser jeg, at vi i EU og US vil være på spanden de næste 20 år, fordi politikerne prøver at puste økonomien op for at komme ud af krisen og for lånte penge og pustet økonomien op ved at fremme forbrug i stedet for at producere værdi. – nøjagtig det samme som bragte os i denne situation til at begynde med! Det gør de stadig. De socialiserer jordejernes private gæld , så byrden bare skubbes foran os til fremtidige generationer. Den vestlige økonomi er uegnet til den cyklus, der begynder næste år. – regeringerne i den vestlige verden har fejlet i at passe på vores økonomi.

Max Keiser:
Hvordan ser du enden på krisen?

Fred Harrison:
Da regeringerne ikke tilpasser sig til en bærbar omkostningsstruktur, står vi over for en regulær depression der vil vare de kommende 10 år, i stedet for en mindre recession. 10 år med tabt fortjeneste lige som i 30´erne. Der vil være små lyspunkter – penge at tjene for dem, der kan se de ”forbudte” indikatorer, som jeg benytter mig af, men for de fleste vil det betyde faldende realindkomst og megen arbejdsløshed.

Grundskyld gavner landbruget

Wed, 17 Feb 2010 00:00:00 +0100

Landbrugets samlede gæld er nu oppe på 350 mia. kr., og dansk landbrug er EU`s mest forgældede og det, der er mest afhængigt af landbrugsstøtten. En kæmpeunderskudsforretning med mange landmænd på fallittens rand.

Der er blevet spekuleret fuldstændigt vanvittigt i jordopkøb - helt uden hensyn til det driftsmæssige afkast. Men jordpriserne er også presset op af milliardstøtten fra EU (7 mia. om året alene i hektarstøtte). Den bliver selvsagt kapitaliseret - til skade for generationsskiftet i landbruget.

De økonomiske vismænd har lige fra før Danmarks medlemskab af EF/EU og til denne dag anbefalet grundskyld som et middel til at undgå kapitaliseringen af landbrugsstøtten og spekulation i landbrugsjorden. Men skiftende regeringer og folketingsflertal har ikke lyttet, men tværtimod konsekvent nedbragt grundskylden, så den nu kun andrager 1 mia. kr. årligt på landbrugsjorden.

Den grundskyld vil MF Lars Chr. Lilleholt (V) have helt afskaffet (Fyens Stiftstidende 12/2). Det vil kun forværre landbrugets situation. Lettelsen vil blive kapitaliseret og derefter belånt. Så kommer landmændene i stedet for til at betale renter til lånekapitalen, og mens grundskylden er konjunkturreguleret, hænger landmændene på lånene.

Venstre kender ingen grænser, når det gælder subsidier til erhvervene: Milliardtilskud til landbruget (det var derfor vi skulle i EF/EU), 100 mia. kr. til bankerne, senest en halv milliard til SAS. Det er anti-liberal politik, der vil noget. Det er også dybt asocialt, for at skaffe pengene til erhvervstilskuddene fyrer man nu i hundredvis af ansatte på sygehusene, og alle erkender, at det kommer til at koste menneskeliv.

FATTIGDOMSÅR? - Det var bedre med et ULIGHEDSÅR!

Wed, 03 Feb 2010 00:00:00 +0100

EU har vedtaget at gøre 2010 til et "fattigdomsår". Medlemslandene burde fokusere på, hvad der kan gøres for de fattige. Men man er tilsyneladende ikke interesseret i at diskutere årsagerne til fattigdommen og slet ikke i fattigdommen i den øvrige verden.

Det kunne der ellers være grund til midt i den værste økonomiske verdenskrise siden 30érne. Det er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt af krisen, og i de mere velstående lande er det de dårligst stillede, der rammes hårdest gennem arbejdsløshed og social udstødelse. Oveni følger sociale nedskæringer pga. de nødlidende statskasser.

Skal der gøres noget grundlæggende mod fattigdommen, er det ikke nok at se på størrelsen af de sociale ydelser. Hvis man kunne løse fattigdomsproblemet gennem indkomstoverførsler eller almisser, var det løst for længst. Vi må derfor se på årsagerne til, at vi har fattigdom i verden som helhed og i de enkelte lande.

En fundamental årsag er uligheden i adgangen til naturens ressourcer, hvad enten det er havenes rigdomme, jordens energiressourcer og råstoffer eller jord til at producere eller bare leve på. Når store koncerner eller rigere lande sætter sig på disse værdier og monopoliserer dem, skaber det enorm ulighed. På samme måde virker en protektionistisk handelspolitik, der udbytter de svageste.

Der skal derfor skabes lige vilkår for alle mennesker ved at samfundet sikrer den lige adgang til ressourcerne - i praksis ved at inddrage den merværdi, udnyttelsen af dem har. Dvs. effektive koncessionsafgifter for udnyttelsesretten af energiressourcer og fiskerettigheder samt en effektiv løbende jordværdibeskatning af såvel landbrugsjorden som af al anden erhvervsjord og boligjord.

På den måde kommer naturens ressourcer og de samfundsskabte værdier, som opstår, fordi der jo her er tale om ureproducerbare goder, alle til gode, og menneskene og landene stilles lige. På akkurat samme måde må der føres en konsekvent frihandelspolitik, der også indebærer global monopolkontrol gennem FN eller WTO af multinationale koncerner.

Hvis det internationale samfund, herunder EU, havde ført en sådan politik, var verden ikke havnet i den nuværende globale økonomiske krise med dens massearbejdsløshed, virksomhedslukninger, konkurser og tvangsauktioner. Det ville nemlig ikke have været muligt at kapitalisere den økonomiske vækst og havne i boligbobler, finanskrise, recession og depression. En privatkapitalisering, der også er langt den største årsag til den økonomiske og sociale ulighed.

Et fattigdomsår, der bruges til at drøfte, hvordan man reparerer skaderne, er derfor ikke så perspektivrigt som et ulighedsår, der anvendes til at drøfte, hvordan man kan ændre det økonomiske system, så fattigdomsproblemet drastisk reduceres både internationalt og nationalt.

Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker

Wed, 29 Jul 2009 00:00:00 +0200

Der foregår i disse år noget, man kalder en kulturkamp. Begrebet er meget diffust, og det er til tider svært at finde ud af, hvad der er hvad. I hvert fald må man tale om flere fronter. Selv om der i dag er en tilbøjelighed til at datere den såkaldte kulturkamp fra den nuværende regerings tiltræden i 2001 og især daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002, hvor han gjorde op med ”smagsdommerne”, så gør man klogt i at medtænke det historiske perspektiv. Den situation, vi står i nu, er et resultat af de mange forandringer, der er sket på bl.a. det videnskabelige og erhvervsmæssige område med ændrede kønsroller og en anden balance mellem generationerne. En stadig større betoning af det enkelte menneske er det vigtigste træk i udviklingen.

Kulturdiskussion på konservative vilkår

Da Fogh Rasmussen i sin tid kaldte til korstog mod smagsdommerne, var den kulturradikalisme, der især prægede 1970´erne, stort set forstenet i nye konventioner, selv om dens kulturelite endnu sad på centrale poster. Det var nok mere dem, der nu skulle besættes med borgerlige kræfter. Den kulturdiskussion, der fulgte, er mere blevet en hyldest til levet liv. Det mest markante træk er den daværende kulturministerens opstilling af en række kanoner, rettesnore, inden for litteratur, musik, teater o. lign. Samtidig bestemmes undervisningens indhold i stigende grad centralt. Der tilstræbes således en konservativ, autoritetspræget holdningsbearbejdelse, og oppositionen synes ikke at komme med nye bud.

Det handler ikke bare om værdier, men også om ideer

Under udviklingen af en ny individualisme og dermed nye paradigmer for samfundet, må vi som enkeltpersoner og som folk gøre os klar, hvad det er for tanker, der skal bære i det moderne samfund.
Det er overvejelser, som angår både værdier og ideologier, sammenhængskræfterne i samfundet og den enkeltes stilling over for de andre.
Værdi er et konservativt begreb, der er altid tale om noget kendt og forudsigeligt. Værdi er noget statisk, noget man vil bevare. Men man kan ikke nøjes med at diskutere værdier. Vi må også diskutere ideologier. De repræsenterer dynamikken i samfundet, de er uanset indhold en opfordring til fornyelse. De rummer drømmen om en anden og gerne en bedre verden.
Vi har brug for både værdier og ideologier. Der må være noget, der står fast her i tilværelsen, men der må også være noget, der fornyer. I den givne situation, hvor vi oplever et paradigmeskift, er det aktuelt både at diskutere, hvilke værdier vi skal have med ind i det kommende, og hvilke ideer vi har om det kommende. Og her svigter politikerne og den folkelige debat. Vi kan ikke nøjes med at diskutere værdier i forbindelse med udlændingepolitikken eller kristendom contra islam. Der er brug for en langt bredere diskussion, hvor vi ser på, hvad der fortsat skal binde os sammen som folk i en europæiseret og globaliseret verden, og vi må se på, hvordan vi skal forholde os til hinanden i en verden, der oplever stigende individualisme. Det er en kulturkamp.

Retfærdighed som overordnet princip i velfærdsstaten

Der er nok her i landet stort set konsensus omkring velfærdsstaten, og det må erkendes, at velfærdspolitik i princippet er en del af sammenhængskraften i folket. Men det er forbløffende så lidt, man i offentligheden tænker den sammen med de nye strukturer i samfundet, f. eks. den ændrede erhvervssammensætning. Det har den engelske sociolog, Bill Jordan, f. 1941 forsøgt. Erik Christensen ved Aalborg Universitet beskriver ham således i bogen ”Borgerløn” fra 2000: ”For Jordan kan hverken lighed eller frihed være et overordnet mål i et samfund. Det kan derimod retfærdighed som en balance mellem de to.” Jordan forestiller sig en integrering af liberale og socialistiske principper, bl.a. således, at de liberale bliver mere opmærksomme på den enkeltes autonomi over for markedet (dvs. frihed til at bortvælge lønarbejdet) og ”lighed med hensyn til den grundlæggende behovstilfredsstillede”, mens socialister skal ”acceptere en autonomi i forhold til staten”. Jamen, var det ikke noget af det, Henry George var inde på for 130 år siden?
Med inddragelse af et, ganske vist uklart, retfærdighedsbegreb i forbindelse med videreførelse af velfærdsstaten, har vi ikke bare en politisk diskussion, men også en kulturdiskussion, nemlig om etik.

Noget for noget

Anders Fogh Rasmussen lancerede engang udtrykket ”noget for noget”. Det kan være en meget elementær erkendelse af, at der skal være en vis gensidighed mellem aktørerne, hvis et samfund skal hænge sammen. Udtrykket kan godt være en indgang til en kulturdebat – eller moraldiskussion, selv om det er et upræcist grundlag for en etik. I hvert fald stilles der krav om, at indholdet forfines..
Og det var netop, hvad Severin Christensen gjorde, da han i 1907 formulerede sin naturret på grundlag af ækvivalent kompensation. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det du modtager og det du yder, og du skal erstatte den skade, du forvolder. I modsætning til den konservative liberalisme knyttede han begrebet om ejendomsret til arbejdet og optog Henry Georges lære om fælles eje af de samfunds- og udviklingsbetingede jordværdier. I modsætning til socialisterne definerede han en afgrænsning af statens magt til naturlige fællesopgaver. Man kan for så vidt godt sige, at han imødekom de fordringer, som Bill Jordan mange år senere opstillede.

Et psykisk aspekt i en sekulær etik

I almindelighed opfattes denne gensidighed som ren sekulær uden religiøse overtoner, og kun vedrørende materielle forhold. Severin Christensen, der ligesom Henry George var troende kristen, gik næppe selv ret meget længere, selv om budskabet i gensidigheden til enhver tid var at gøre godt igen, med andre ord genoprette, hvor man har skadet eller såret andre. Hvor muligheden for soning hører op, tager religionen med Guds tilgivelse over.
Det er dog et spørgsmål, om man skal se så snævert på begreberne, for enhver handling har en side, der vender ud mod den, man interagerer med, og en side, der vender ind imod en selv. Det er rigtigt, at modparten har en ret til at få genoprettet et tab. Men det er lige så rigtigt, at skadevolderen har et behov for at gøre godt og få visket regnebrættet rent, hvis ikke han eller hun er særlig afstumpet.
Det er der ikke noget religiøst i. Det er en psykisk mekanisme, et behov for en renselse, katharsis.
I kristendommen er soning et centralt begreb, så centralt, at Jesu død på korset opfattes som et sonoffer for at rense menneskeheden for skyld. Ordet sone kommer i øvrigt af plattysk for at erstatte. At sone betyder således at bilægge strid og genoprette den skade, man har forvoldt. Dermed kan soning også blive et begreb i en sekulær etik.

Man har pådraget sig en skyld, bevidstheden om den kan man ikke slippe for, for man kan ikke lave om på én gang sket skade, men man kan gøre tingene godt igen. For så vidt de kan gøres godt igen!
Man kan gøre krav på, at modparten modtager tilbudet om soning, men man kan ikke gøre krav på, at bevidstheden om skyld slettes, det vil sige opnå tilgivelse.
Her træder det religiøse ind - måske. Tilgivelsen bliver da en gave. Men som det hedder i bønnen: ”forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” så har vi at gøre med ”noget for noget”. Du kan ikke forlange at få slettet din skyld, hvis ikke du er villig til selv at gøre det samme over for andre. Ja, måske er det en forudsætning, at du selv begynder. Tilgivelsen rummer således noget gensidigt.
Det religiøse har alt for ofte handlet om at få tilgivelse for overtrædelser af de regler, som den organiserede kirke og det disciplinerende samfund opstiller og kalder Guds bud. Etik skal primært handle om, hvordan vi behandler andre mennesker. Det er et personligt valg, om man så vil begrunde sine handlinger i et gudsforhold – eller i et samfundsmæssigt behov og et personligt behov. Og det kan kulturkampen for så vidt godt handle om.
I den moderne verden, i jegets, individualismens, tidsalder, skal kultur og kulturdiskussionen først og fremmest handle om, hvordan vi behandler andre mennesker - om vi betragter dem som ligeværdige, om vi giver dem rimelige levevilkår, om vi opfører os hæderligt uden at såre og volde skade gennem fup og fiduser, vold og hærværk, fordømmelse og nedværdigelse – og om vi er villige til at sone - og måske også tilgive.

Vis respekt for ejendomsretten

Thu, 16 Jul 2009 00:00:00 +0200

Grundlov og ejendomsret

Jacob Mchangama fra Cepos vil have skærpet grundlovens ejendomsretsparagraf og nærmest forbudt begrebet ”erstatningsfrie reguleringer” (generel rådighedsindkrænkning)
Den vej er initiativtagerne til Cepos (Venstre og regeringen) godt i gang med at betræde:

Man vil ændre planlovgivningen, så kommunerne først kan ekspropriere, når der foreligger en konkret og detaljeret lokalplan. Det vil gøre det muligt for ejerne at score gevinsten ved jords overgang fra landbrugsjord til byjord.

Man har indført erstatning til ejendomsbesiddere, der bliver berørt af placeringen af vindmøller, så
det gør det næsten umuligt at opføre vindmøller på land.

Når EU – rent undtagelsesvis – nedsætter landbrugstilskud, ”kompenserer” regeringen og dens støtteparti landmændene ved nedsættelse af grundskylden på landbrugsjord.

Logikken kunne så tilsige, at når det offentlige iværksætter tiltag, der får værdien på ejendomme til at stige, så inddrager man denne gevinst til det samfund, der har skabt den, i stedet for at lade den tilfalde ejendomsbesidderne. Det ville da være at udvise respekt for ejendomsretten.

Sådan tænkte regering og rigsdag i gamle dage, og derfor indførte man jernbaneskyld for at inddrage grundværdistigningen, når staten anlagde jernbaner. Men intet ligger regering og folketing fjernere i dag end noget sådant: Nu anlægges der nærbaner, hvor milliarder af samfundsskabte værdistigninger går i private lommer.

Man har heller aldrig lyttet til de økonomiske vismænd, der lige fra starten af EU-medlemskabet har foreslået øget løbende jordbeskatning for at hindre privatkapitaliseringen af EU`s landbrugssubsidier.

Helt fra A.S. Ørsteds tid har det været anerkendt, at staten har en overordnet ret til landets jord. Derfor har vi i Danmark anerkendt statens ret til at foretage generelle rådighedsindskrænkninger over landets jord, f.eks. for at værne eller genoprette miljø og natur. På samme måde har der alle dage eksisteret en jordbeskatning.

Trist at den såkaldte ”liberale” tænketank Cepos er så præget af sit ophav, partiet Venstre, Danmarks Kapitalistiske Parti.

Red verden

Tue, 12 May 2009 00:00:00 +0200

Red verden - eller Save the World – under denne overskrift har Fred Harrison skrevet en meget vigtig artikel, som er oversat af Ole Lefman, og som her skal refereres.

Den globale krise

De næste 2-3 år vil der blive truffet regeringsbeslutninger, som vil få afgørende betydning for det 21. århundredes skæbne. Med risiko for at blive kaldt sensationslysten vil jeg påpege, at som jeg ser det, hænger den vestlige civilisation i en tynd tråd. Af grunde, der må dokumenteres grundigere, før jeg udbreder dette for offentligheden, er det min faste overbevisning, at selve den europæiske kulturs livskraft ikke kan overleve, uden at man gennemfører de reformer, som georgeisterne foreslår. For som økonomer siger, det vil ikke længere være ”business as usual”, når den globale økonomi kommer op af den dybe grav, den er havnet i.
Den georgeistiske model er den eneste, der kan redde økonomien i Europa og Nordamerika. Hvis denne vurdering er korrekt, kan vi begynde at fornemme, hvorfor de politiske indgreb, der for tiden diskuteres regeringerne imellem, vil mislykkes. Tidligere, før Asien vågnede op, var dette ikke så vigtigt. Folk døde unødvendigt og formuer gik tabt, men takket være kolonipolitikken fortsatte Vesten med at regere suverænt. Det vil ikke ske igen, for denne gang er næsten alle kortene i hånden på østlige regeringer og entreprenører.
Så byrden hviler tungt på den georgeistiske bevægelse. Hvis vi ikke satser alt, hvad vi kan, på sagen – og det øjeblikkeligt, vil denne mulighed forsvinde, og historien vil ikke tilgive os.
En tilsvarende historisk mulighed var til stede i det første tiår af forrige århundrede. Mægtig anstrengelser blev gjort af den georgeistiske bevægelse. Det mislykkedes, men det var ikke fordi man ikke forsøgte. Georgeister gjorde en ærefuld indsats og kunne ikke gøres moralsk ansvarlig for resultatet – to blodige verdenskrige og en ”kold krig”, hvor de døde taltes i timillionvis. I dette århundrede vil de døde blive talt i hundredmillionnvis, hvis vi svigter.

Vi må forfine vores kampagne

Nu ved vi, hvilke strategier der ikke virker. I 80 år har vi uden held prøvet på mange måder at påvirke dem, der har magten, til at ændre systemet. Disse historiske fejltagelser har ikke været spildt, hvis blot vi tager ved lære af dem. Vores indsats skal i dag være meget kraftigere og stå i forhold til udfordringerne.
Harrison gør opmærksom på et par forhold, som vi må gøre os klart – og indrette vores strategi efter. Først og fremmest en totalt manglende evne hos ”systemet” til at forstå, hvad vi siger. Med mindre vi kan overskride denne blokering vil vores forslag til reformer overhovedet ikke blive diskuteret og da slet ikke komme til afstemning. Noget andet er, at ”jagten på ufortjente indkomster” i dag er et så indgroet motiv i den kapitalistiske økonomi, at vi må forvente en rasende modstand. Han gør endvidere opmærksom på samarbejdsmulighederne med andre organisationer, som enten vil være med til at mindske verdensfattigdommen eller som vil beskytte miljøet.
Der er noget, vi absolut ikke skal bruge tid og kræfter på mere. F.eks dette at søge at bevise, at jordværdibeskatningen kan fungere i praksis. Det er der allerede utallige beviser på. Vi skal heller ikke indlade os i forhandlinger om indførelse en lille smule af vores reform. Det har aldrig ført til fremskridt for hovedsagen.
Harrison slutter af med at opfordre os til hver især at overveje, hvad vi kan gøre af nye tiltag for at fremme sagen. For sin egen del nævner han sit arbejde med i samarbejde med to unge mennesker at lave en række dokumentarfilm for at prøve at nå de unge, der jo har Internettet som deres foretrukne informationskilde. Den seneste af disse film var meget succesfuld med 6800 besøg den første uge, som du kan se herunder.

De liberale og Cepos svigter ejendomsretten

Wed, 06 May 2009 00:00:00 +0200

Kapitalismen er i konflikt med sine egne idealer, når den ikke på alle områder anerkender ejendomsretten.

I bogen ”Frihedstænkere” fra Cepos, fortæller Per Henrik D. Hansen om Ayn Rands filosofi i forbindelse med kapitalisme, menneskets natur og etik.
Rands fortolkning af kapitalismen opfordrer til en yderligere uddybning af ejendomsretsbegrebet.

Det vil være nyttigt at rette opmærksomheden mod de svagheder, som gør markedsøkonomien angribelig, og som for eksempel fører til de finanskriser, der gentager sig med årtiers mellemrum.

Markedsøkonomien har i forhold til alle forsøg med planøkonomi skabt stor rigdom, men til trods for det ikke formået at afskaffe fattigdommen. Det kan skyldes, at kapitalismen ikke i alle forhold respekterer ejendomsretten.
Selv om vi som grundejere har papir på, at vi ejer hele landet i småbidder, så er Danmark også alle de andre danske statsborgeres land med lige meget ret til landets naturressourcer.
Derfor er det nødvendigt med en analyse af ejendomsretten og dens grundlag.

Vi skal holde ejendomsretten op mod menneskets behov og den natur, som mennesker altid vil være afhængige af.
Uden rodfæste i menneskets fysiske behov og forhold til naturen mister ejendomsretten jordforbindelsen, og i forsøg på at stille alle mennesker lige, i stedet for ligeret og lige vilkår, fremprovokeres planøkonomiske eksperimenter med endeløse tilskud og skatter til følge.

Den grundlæggende ejendomsret er identisk med den vigtigste menneskeret, som er ret til et sted at være eller en plads på jorden. Rettighed til denne naturressource er forudsætning for alle andre rettigheder.
Som det markedsøkonomiske samfund er opbygget, skal vi betale for et sted at være, og menneskebørn stilles ringere end dyrene i naturen, hvis vi ikke af samme system tildeles en mulighed for at betale for et sted at leve. Derfor skal borgere i et markedsøkonomisk samfund tilkendes lige ejendomsret til værdien af naturens ressourcer og først af alt til brugsværdien af jorden.

Liberalister anerkender principielt, at borgere har en helt naturlig ejendomsret til resultatet af deres arbejde, men endnu anerkender de ikke borgernes ejendomsret til de værdier, som vi skaber ved vores tilstedeværelse i samfundet.
Hele livet, allerede fra vi af vore forældre erkendes på vej, påvirker vi positivt det samfund, hvor vi fødes. Det gælder som det første jordværdierne, fordi vi kræver et sted at være - en plads på jorden.
Vi giver naturressourcerne værdi ved at efterspørge dem. Når der ventes barn efterspørges plads - også til fremstilling af alle former for udstyr. Liv skaber mere liv.

Der skal være en naturlig sammenhæng mellem retten til at være her på jorden og ret til de midler, vi som borgere skaber ved at være her, ellers kommer mennesker i nød, og økonomien i det markedsøkonomiske samfund kommer ud af balance.

Kæden hopper af for markedsøkonomien og ejendomsrettens ukrænkelighed bliver en frase.
Respekteres ejendomsretten ikke i denne sammenhæng, opstår der behov for sociale tilskud og velfærdsydelser, som ikke har nogen fast endestation, men som frister politikerne til stemmekøbspolitik for vælgernes egne penge. Et magtmiddel, som politikerne nødigt giver slip på, og som gør det svært for dem at godtage andre løsninger uden denne mulighed for magtudøvelse.
Skatteskruen er sat i gang, og man krænker ejendomsretten ved at forgribe sig på både resultatet af eget arbejde og dermed på liberale idealer.
Det løser ikke problemet at springe første led i ejendomsretten over og tale om ”samfundets ret til samfundsskabte værdier”. At bruge jordrenten til direkte nedsættelse af skatter, hvor jordrenten vil forsvinde i en ugennemsigtig skattejungle, giver ikke alle borgere deres rettigheder.
Derimod vil et kontant udbetalt ”grund-udbytte” være synligt og attraktivt for borgerne/vælgerne, komme alle landets borgere - også grundejerne - ligeligt til gode og med tiden overflødiggøre de fleste sociale tilskudsordninger.

Brugsværdien af jorden er skabt af mennesker, ikke af samfundet.
Mennesket kom før samfundet, og det er mennesker, der skaber både samfund og jordværdier, og mennesker, der har brug for rettigheder.
Samfundet har pligt til at sikre borgenes rettigheder i samfundet og dernæst borgernes skyldigheder til samfundet, men i den nævnte rækkefølge.

Ejendomsretten skal respekteres ved løbende at inddrage jordrenten som et ”grund-bidrag” og udbetale provenuet i lige store andele til alle landets borgere som et ”grund-udbytte”.
I modsætning til ”Borgerløn”, som var skattefinansieret og dens størrelse politisk bestemt, er en reform med lige ret til brugsværdien af jorden baseret på tilbud og efterspørgsel.
At udbetale jordrenten som et kontant ”grund-udbytte” vil være et kæmpe fremskridt for liberale ideer om størst mulig frihed, når borgerne selv administrerer pengene, frem for at de umyndiggøres gennem indviklede og dyre velfærdsordninger og sociale foranstaltninger.

Vi har som grundejere ejendomsret til det, som vi har købt og betalt eller evt. sat os i gæld for, såvel som ejendomsret til gaver eller arv fra tidligere rette ejer. Men hvis ejendomsretten skal være etisk og moralsk velbegrundet, har vi naturligvis ikke ejendomsret til værdier, som vi ikke har udvirket.
Når vi som grundejere nu indkasserer friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for, medfører det ulige forhold for befolkningen, og der opstår fattigdom og behov for sociale tilskud, skatter og velfærdsydelser, som ingen grænser kender.
Derfor kommer selv de mest liberale regeringer til at opkræve store skatter af folks arbejdsudbytte, så man mod sine egne idealer krænker ejendomsretten, og markedsøkonomien kan derfor ikke komme til at fungere optimalt.

De friværdier, vi som grundejere har betalt for til tidligere ejere efter gældende lov, kan man ikke inddrage uden at forårsage ny uret. Forsøg på at inddrage gl. friværdier som for længst er indgået i boligpriserne, vil forhindre tilslutning til en reform.
Uden at komme i konflikt med ejendomsretten kan man derimod inddrage fremtidens jordrente, så der ikke opstår nye arbejdsfrie friværdier, spekulationsgevinster, boligbobler og finanskriser.
I vores iver efter at forsvare ejendomsretten, glemmer vi grundejerne, at vi som den øvrige befolkning også er plagede skatteydere, og at vi både får skattelettelser og også vil få andel i det kontante ”grund-udbytte”. Lejerne kommer til at betale deres del af jordrenten eller grund-bidraget gennem deres husleje.

Det er almindeligt anerkendt, at der er sat grænser for ejendomsretten. Man kan f.eks. ikke bygge højhuse på landet eller skyde rådyr hele året, selv om man har jagtret.
Som grundejere skal vi heller ikke kunne høste store friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for.
Udenlandske koncerner, der ofte kan unddrage sig skatter i Danmark, vil med en jordrenteafgift = ”grund-bidrag” kontinuerligt komme til at bidrage til samfundets økonomi.

Den fri ejendomshandel med tilbud og efterspørgsel vil blive lettere, når grundpriserne stabiliseres med et grundbidrag eller afgift, der skal tilsigte at afbalancere grundpriserne på det niveau, de har, når reformen realiseres.
Dermed vil man forebygge, at der opstår nye finanskriser, fordi spekulation i grundpriser, der er den oprindelige årsag til kriserne, bringes til ophør.

Der er ingen aldersgrænse for lige rettigheder, og et ”grund-udbytte ” vil give kvinder en økonomisk frihed, som de ikke tidligere har kendt, når de får en andel også til et ventet barn, der som nævnt påvirker samfundet positivt.
Derved undgår man, at der opstår behov for socialhjælp helt fra livets begyndelse.

Hvor langt inddragelsen af jordrenten og udbetaling til borgerne rækker, vil tiden vise, men der vil fra første dag blive balance i samfundsøkonomien, når ejendomsretten respekteres og grundpriserne holdes stabile.

Grøn vækst med brune pletter

Mon, 27 Apr 2009 00:00:00 +0200

Regeringens ”Grøn Vækst”-plan indeholder positive elementer som højere pesticid- og kvælstofafgifter samt sprøjtefri randzoner. Men desværre har Venstres mest militante landbrugsfløj tilført planen brune pletter, især gennem ideen om at ”kompensere” landbruget gennem nedsættelse af grundskylden.

Landbruget betaler i forvejen mindre grundskyld end alle andre, hvilket har medvirket til den enorme stigning i prisen på landbrugsjord. En prisstigning, som i massivt omfang er belånt, så mange landmænd nu er tæt på teknisk insolvens. Regeringen søger nu at sætte gang igen i jordpriserne, til skade for den næste generation af landmænd.

En bæredygtig økologi forudsætter en bæredygtig økonomi. En inddragelse af jordrenten på landbrugsjord vil eliminere spekulationen og gavne en intensiv udnyttelse af landbrugsjorden til økologisk produktion. Spekulanten må vige til fordel for producenten.

Jorden tilhører os alle

Mon, 31 Mar 2008 00:00:00 +0200

Christopher Arzrouni lovpriser den private ejendomsret til jord (JP 16/3), der gør det muligt at holde andre mennesker på afstand. Han har ikke blik for, at ikke alle har råd til at erhverve sig en parcelhusgrund og udtaler sin uenighed med J.J. Rousseau, der fastslog det uetiske og ufredsskabende i at tillade nogen at sætte hegn og derved udelukke andre fra deres livsmuligheder.

Men hvad er det, der skaber krig mellem israelere og palæstinensere, hvad var det, der gik galt i Jugoslavien, hvad er det, der skaber folkemordet i Darfur, borgerkrigene i Sri Lanka, bondeoprør i Sydamerika etc. – andet end kamp om jorden?

Arzrouni og det parti, han fungerer som spindoktor for, Venstre, foretrækker at brandskatte folk for udbyttet af deres arbejde frem for at inddrage den merværdi, som fremkommer ved at jorden er en begrænset ressource og vores allesammens livsgrundlag. I virkeligheden er hans ejendomsretsbegreb forkvaklet og ufredsskabende, asocialt og uliberalt.

Jorden bør tilhøre os alle, til gengæld bør vi have ejendomsretten til udbyttet af vores arbejde, når vi har betalt det nødvendige for udførelsen af de opgaver, som er fællesskabets naturlige.

Ib Christensen
(bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 22/3 2009)

"Rousseau fastslog det uetiske og ufredsskabende ved at tillade nogen at sætte hegn og derved udelukke andre fra deres livsmuligheder. Det sætter Arzrouni spørgsmålstegn ved i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men hvad er det, der skaber krig i Mellemøsten, Jugoslavien, Darfur og ..."

Grundskyld bedre end kapitalvindingsskat

Mon, 16 Mar 2009 00:00:00 +0100

Preben Wilhjelm argumenterer (Pol. 3/3) udmærket for øget beskatning af de samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom, men det er forkert, når han påstår, at en øget løbende beskatning vil tvinge folk fra hus og hjem.

I dag har pensionister mulighed for at indefryse grundskylden, og den mulighed skal selvfølgelig bevares. Netop fordi grundskylden ikke omfatter bygningsværdien, vil den ikke drive folk fra hus og hjem.

Det er i øvrigt ikke bygningsværdierne, men grundværdierne, der er samfundsskabte, i form af beliggenhedsværdier. Det vil hjælpe på den folkelige accept, hvis man fastholder dette og undlader at beskatte folks huse. Og i øvrigt undlader at blokere for accepten ved at bruge udtrykket ”boligskat”.

Det er en dårlig løsning først at beskatte, når værdistigningen realiseres til ”andet forbrug.” Den mulighed blev drøftet i skattekommissionen men afvist, fordi det udsætter skattetilsvaret i det uendelige og ender med at blive en arveafgift, hvis den – som Carsten Koch udtrykte det – ikke forsvinder helt ved hjælp af kreative revisorer.

Hvor en løbende beskatning virker fremmende på mobiliteten, virker en kapitalvindingsskat modsat, også selv om den først udløses, når man forlader ejerboligmarkedet eller ved arv. Det er erfaringen fra Sverige, som Wilhjelm henviser til som et ”glimrende” eksempel.

Faktisk vandt de borgerlige partier i Sverige regeringsmagten ved sidste rigsdagsvalg bl.a. på et løfte om at fjerne denne skat. Det har de ikke gjort, derimod ændret den med stor profit for de rigeste husejere.

Politiken bragte for nylig resultatet af en opinionsundersøgelse, hvor folk var blevet spurgt om de var tilhængere eller modstandere af en skattereform, hvor skat på bolig sættes op, mens skat på arbejde sættes ned. 43% svarede, at det var de imod, men 33% var for. Dette til trods for det negative begreb ”boligskat”.

Her er noget at bygge på for oppositionen, der sagde nej til skattestoppet og nu er frit stillet til at udvikle et alternativ til VKO-partiernes rigmandsskattereform. Ved at klargøre, at man ikke jagter folks boliger, men de samfundsskabte værdier, at man vil bruge provenuet til lettelse af skatten på de almindelige arbejdsindtægter, og ved at påpege, som vismændene, at det især bliver de rigeste 10% af befolkningen, der må holde for ved en effektiv grundbeskatning.

Jeg er enig med Wilhjelm om, at det rigtige tidspunkt for en ejendomsskattereform er nu, hvor værdierne er faldende, således at beskatningen kan sætte ind, når de stiger igen og dermed hindre nye boligbobler. Her vil en genindførelse af grundstigningsskylden eller en lempelig indfasning over en ¨årrække af en statsgrundskyld være det mest hensigtsmæssige og sikkert også blive opfattet som det mest retfærdige.

En rigtig reform

Sun, 15 Mar 2009 00:00:00 +0100

Generationstyveriet skal standses Indkomstskatten skal drastisk nedsættes Fordelingspolitikken skal være retfærdig

Forslaget til skattereform er ingen reform. Det er kunstigt åndedræt til et sygt system. Til Carsten Kochs forsvar taler, at han har fremlagt, hvad der med det nuværende Folketing må antages at være politisk gennemførligt. Udbrændte politikere kan imidlertid udskiftes, så lad os se på skævhederne og problemerne i det nuværende system og hvordan de kan løses.

Den asociale fordelingspolitik

Den alt for høje indkomstskat er – helt korrekt – udråbt til det store problem. Det som politikerne til gengæld ikke ønsker at tale om, er den asociale og ungdomsfjendske fordelingspolitik. Mens beskatningen af arbejde er urimelig høj, har boligejerne med de rigtige postnumre kunnet indkassere kæmpegevinster skattefrit. Der er vel at mærke tale om arbejdsfri gevinster, som er samfundsskabte. Det vil sige, de er fremkommet som følge af den samfundsudvikling og de offentlige investeringer, som vi alle har bidraget til. Det er de nye på ejerboligmarkedet, der betaler. Hvor en ejer har købt billigt for 5 – 10 år siden, skulle en ny ejer, der købte på toppen, måske betale 4 til 8 gange mere for at disponere over en tilsvarende grund. Når den ejer, der år efter år har siddet til den billige husleje, trækker sig ud af ejerboligmarkedet, kan han/hun som ekstra bonus indkassere en klækkelig gevinst, mens ejeren, der har købt på toppen måske må give op og konstatere et tab. Helt grelt bliver det, hvis man sammenligner ejeren, der har købt på toppen med en gammel husejer, der har siddet i 50 år i sit hus. Her kan der være op til en faktor 100 i forskel på den løbende udgift til forrentning af købesummen. Hvorfor skal en gammel formuende husejer kun betale 1 kr., mens den unge familie skal betale 100 kr. for at gøre brug af den samme beliggenhed og den samme infrastruktur og øvrige samfundsinvesteringer?

Generationstyveri

Generationstyveri er en ganske god karakteristik. Kasinoøkonomi kan også anvendes som betegnelse for et boligmarked, hvor det at investere i egen bolig forgylder nogle, mens andre bliver klædt af til skindet. Lejerne har stort set været ignoreret i debatten. Det er absolut uberettiget. For generationstyveriet trives også på lejeboligmarkedet. På grund af en forkvaklet lovgivning sidder der udvalgte lejere til en nærmest symbolsk husleje, mens de unge, der ønsker en lejebolig, må betale markedslejen. Den meget betydelige fordel, som de ”heldige” lejere kan nyde godt af måned for måned, er ligesom husejernes avancer skattefri. Det skal igen holdes op imod, at arbejdsindkomster og frynsegoder nidkært beskattes. Alle, der har passeret den første ungdom, erindrer sagen om Ritts lejlighed. Også Poul Nyrup og Lone Dybkjær har været nævnt i pressen på grund af deres lejlighed med meget stor forskel på den betalte leje og markedslejen. Med disse eksempler vil jeg fremhæve, at det nok ikke er fra de partier, der siden 2. verdenskrig har været ansvarlige for udviklingen, vi skal forvente initiativer til at rette op på skævhederne.

En rigtig reform…

En rigtig reform skal sætte en stopper for generationstyveriet og nedbringe skatten på arbejde væsentligt. En rigtig reform skal bygge på nogle enkle og klare grundidéer, som af de fleste kan anerkendes som retfærdige. En rigtig reform må følgelig tage sit udgangspunkt i den naturlige ejendomsret. Ifølge den har vi alle lige ret til de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den enkelte har ejendomsretten til udbyttet af eget arbejde. Til beroligelse for boligejere, der allerede har fået nervøse trækninger, s kal det fastslås, at der ikke med denne formulering er lagt op til nationalisering af jorden. Den enkelte boligejer skal selvfølgelig frit kunne handle sin ejendom. Det, der er hensigten, er, at den løbende afgift på grundværdien (grundskylden) forhøjes i takt med, at grundens værdi stiger. Derved vil værdistigningen ikke omsætte sig i en højere handelspris. Ejeren får således ikke en større friværdi som følge af den almindelige samfundsudvikling, og han/hun kan ikke indkassere en arbejdsfri fortjeneste. Lige for tiden er det imidlertid ikke boligejernes gevinster, der er det mest presserende problem. Mange nye boligejere sidder med betragtelige tab og kan kun håbe på, at helbredet, parforholdet og jobsituationen holder, til krisen er drevet over. Blandt boligejerne er der også nogle, der er blevet fanget med 2 boliger og derved, hvis de er relativt nye på ejerboligmarkedet, bliver dobbelt ramt.

Grundskyldspolitikken udelukker økonomiske katastrofer

I takt med at en konsekvent grundskyldspolitik indføres, vil disse personlige, økonomiske katastrofer ikke kunne forekomme. For samtidig med at grundenes værdi falder, nedsættes grundskylden tilsvarende. Grundenes handelsværdi vil derfor ikke falde, og ejerne undgår tab. Det illustrerer den helt unikke egenskab ved konsekvent grundskyldspolitik. Når den er vedtaget, er den taget ud af politikernes hænder og overgivet til markedets styring. Rigtig grundskyld er således ikke en skatteskrue, som politikerne kan anvende efter behag. Midt i en global økonomisk krise, som ikke er set værre siden 30-ernes krise, skal det bemærkes, at de gentagne økonomiske kriser har deres udspring i boligbobler. Velstandsstigninger vil altid resultere i at monopol-varen jord stiger i værdi. Værdien belånes og resulterer i dels et øget forbrug dels en øget efterspørgsel efter investeringsobjekter som f.eks. aktier. Det bevirker en kunstig oppustning af aktiemarkedet. Når boblerne så brister, bl.a. på grund af et overforbrug, som der ikke er produktionsmæssig dækning for, har vi krisen. Med en konsekvent grundskyldspolitik er det slut med boligbobler og de deraf følgende kriser. En rigtig grundskyldspolitik vil efterhånden som grundskylden øges eliminere den urimelige forskelsbehandling mellem yngre og ældre boligejere. Grundskylden er også nøglen til et velfungerende marked for lejeboliger. Politikerne har hidtil givet op overfor dette problem. Dels antagelig på grund af manglende motivation, dels fordi en frigivelse af markedet ville forære udlejerne kæmpeformuer. Med grundskyldspolitikken på plads vil værdistigningerne på udlejningsboligerne resultere i forøget grundskyld og dermed ikke forøge handelspriserne. Et af formålene med en rigtig reform er at sikre den enkelte ejendomsretten til udbyttet af eget arbejde. Derfor skal det stadigt stigende provenu fra grundskylden anvendes til nedsættelse af indkomstskatten.

Grønne afgifter

Med udgangspunkt i den fælles ejendomsret til de naturgivne ressourcer skal en rigtig reform selvfølgelig også omfatte grønne afgifter. Brugen af de fælles ressourcer og forurening af det fælles miljø skal afgiftsbelægges med det formål løbende at reducere forureningen og sikre, at knappe ressourcer som rent drikkevand også fremover er tilgængeligt. De grønne afgifter har mange politikeres forståelse. Det skal derfor her kun tilføjes, at de har den kedelige bivirkning, at de vender den tunge ende nedad. Derfor må de, som skattekommissionen har foreslået, ledsages af en grøn check, der også tilgodeser børnene. Der tales i debatten meget om boligskatter. Ifølge en rigtig reform skal de afvikles. Hvad enten politikerne kalder dem ”lejeværdi af egen bolig” eller ejendomsværdiskat vinder de aldrig forståelse i befolkningen. Hvis man ser på de forsøg, der er gjort på at retfærdiggøre dem, er det fuldt forståeligt. Det skal selvfølgelig være sådan, at den boligejer, der vælger at investere i udvidelse og forbedring af sin bolig, ikke i al fremtid skattemæssigt skal straffes i forhold til naboen, der har anvendt et tilsvarende beløb på at købe kunst og indbo. En omfattende reform som denne vil først efter nogle år have nået sin fulde virkning. Indtil da kan de nuværende grove uretfærdigheder opblødes ved beskatning. For ejernes vedkommende en avancebeskatning efter svensk model. For lejernes vedkommende en beskatning af forskellen mellem den aktuelle leje og markedslejen.
Lad den politiske tummel om justeringerne til det nuværende skattesystem være anledningen til at sige: Nok er nok. Vi må have en rigtig reform.

GOODIES –
around the world

Vend tilbage til beskatningen af jord

”Tak gud for babyerne, hvis det ikke var for dem ville befolkningstallet har I området være gået ned I år”, skriver en læser. Mit svar er følgende: ”Gud?” Vi har nu da gjort vores indsats. Der er nu 6.745 milliarder mennesker på jorden. For hundrede år siden var der 2
milliarder. Vi er fi kseret på den ide, at vækst er godt. Det er det uden tvivl for kapitalismen, som stagnerer når forbrugerne bliver færre. Jeg mener, det er på tide at genopdage Henry George, den amerikanske politiske økonom i det 19. århundrede.

Det var ham, der lancerede ideen om grundværdibeskatningen. Georges ideologi siger, at enhver ejer det, som han skaber, men at alt, hvad der fi ndes i naturen førsdt og fremmest jord tilfalder alle mennesker ligeligt. Blot ved at ”eje” jorden skaber man jo ingenting. Den profi t, som ejerne suger ud af økonomien burde bruges til at bygge veje, opretholde hære og nationale parker, betale politiet og brandmændene, støtte uddannelse og udvikling i det hele taget Eugene Conrotto

Sydkoreanenere protesterer mod ringere grundskatter

I Sydkorea har den nye regering under præsident Lee Myung, som blev indsat sidste år i februar, afskaffet skatterne på fast ejendom ejet af investeringsselskaber. Koreanske georgister har protesteret mod denne trussel på mange forskellige
måder:

avisartikler
fredelige demonstrationer
samarbejde med andre græsrodsbevægelser etc.

Koreanske georgister giver aldrig op. Ifølge Yoon-sang Kim, Professor,
Kyungpook National University,koreansk oversætter af “Fremskridt og Fattigdom.

Stadig skæv jordfordeling i Brasilien

I Brasilien er det stadig en tiendedel
af landmændene, som ejer 85 procent af jorden, selv efter valget af den venstreorienterede Lula for seks år siden. Er der håb om forandring? Svaret blæser i vinden.

The Progress Report

Protektionismen på fremmarch

Fri, 20 Feb 2009 00:00:00 +0100

I takt med, at den økonomiske verdenskrise udvikler sig fra recession til depression, genopstår protektionismen.

I USA vedtager man hjælpepakker med klausuler om, at der skal købes amerikansk jern, stål og maskiner. Rusland indfører told på biler, fjerkræ og svinekød. Indonesien gennemfører nye restriktioner på 500 produkter. Indien har indført høj told på sojabønneolie. Argentina og Brasilien forøges importafgifter på vin, frugt, læder og tekstiler. Også Sydkorea har hævet toldgrænserne.

EU lægger straftold på kinesisk stål og genindfører - i lodret strid med internationale aftaler - eksportstøtten til mejeriprodukter. Indadtil krakelerer det indre marked med øget national statsstøtte til virksomhederne, praktiseret af bl.a. Tyskland, Portugal og Frankrig. Sidstnævnte land iværksætter massiv statsstøtte til bilindustrien med påbud om ikke at eksportere arbejdspladser til udlandet, herunder Tjekkiet. Italien støtter luftfartselskabet Alitalia.

De enkelte EU-lande vedtager nationale hjælpepakker til bankerne, der tilskyndes til at orientere sig nationalt i stedet for internationalt, til skade for globaliseringen. Der tales direkte om finansiel protektionisme. Chefen for Den Internationale Valutafond Dominique Strauss-Kahn advarer imod, at de enkelte lande beskytter deres finans- og bankinstitutioner og virksomheder mod udenlandsk konkurrence.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen advarer imod "grøn protektionisme", hvis forhandlingerne om en global klimaaftale bryder sammen. Det kan føre til protektionistiske krav om told og restriktioner over for lande med lavere standarder vedrørende forbrugerbeskyttelse, sundhed, sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø. Taberne vil først og fremmest blive de fattige lande.

WTO-forhandlingerne om frigørelse af verdenshandelen, den såkaldte Doha-runde, der har været i gang siden 2000, er gået i stå, først og fremmest p.g.a. EU´s modstand imod at liberalisere på landbrugsområdet. Det skete allerede før den økonomiske verdenskrise satte ind, og i det protektionistiske miljø, der nu florerer, er det politiske momentum nok desværre forspildt. Ved såvel G7- som G2O-møderne forsikrer de ledende økonomiske magter deres vilje til at undgå protektionisme og til at forsætte forhandlingerne om frihandel, men i praksis handler de stik imod deres officielle forsikringer.

WTO´s generaldirektør Pascal Lamy konstaterer, at der er forhandlet 80% af en ny global frihandelsaftale på plads, og at ingen er i tvivl om, hvad der skal til for at få en aftale i stand. Og Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorim, der har været meget aktiv for at få verdensfrihandelsaftalen på plads, konstaterer: "Sandheden er, at intet kan gøre mere for at trække verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale. Man siger, at situationen i dag er den værste siden depressionen i 1930érne, der om noget var kendetegnet ved nationalisme og protektionisme. 2. verdenskrig gjorde en ende på depressionen, men noget af det første, man gjorde efter krigen, var at etablere et internationalt handelssystem, fordi alle have indset farerne ved protektionisme."

Celso Amorim og Pascal Lamy slår fast, at der er tre store opgaver, der skal løses: Den verdensøkonomiske krise, WTO-forhandlingerne og forhandlingerne om en ny klimaaftale. Som Pascal Lamy siger:

"Der skal investeres politisk kapital af et hidtil uset omfang, og kendsgerningen er, at de tre udfordringer hænger uløseligt sammen. Både en handelsaftale og en klimaaftale vil være veje ud af recessionen, og da handelsforhandlingerne er tæt på målstregen, er det her, gevinsten umiddelbart er størst for de implicerede lande. Derfor kan jeg kun opfordre til at gøre dette arbejde færdigt i stedet for at begive sig ind i protektionismens forfærdelige blindgyde."

Man må håbe, at verdens nationer lytter til advarslen fra WTO.

Henry George Foreningen skriver til Skattekommissionen

Thu, 15 Jan 2009 00:00:00 +0100

Til Skattekommissionen
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28 1402 København

Den Danske Henry George Forening har til formål udbrede kendskabet til Henry George's tanker om alle menneskers fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og hvert menneskes ejendomsret til frugten af eget arbejde. Hertil søges tilslutning i alle samfundslag, organisationer og kredse.

Foreningen er tværpolitisk.

Vi er bekendt med kommissorium for Skattekommissionen, som det er offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside.

Vi henvender os til Skattekommissionen i håbet om at få forståelse for ovennævnte målsætning i den rapport, Kommissionen senest 1. Februar 2009 skal afgive til den danske regering.

En Georgeistisk Skattereform

Det ligger fast i kommissoriet, at "skattestoppet" skal respekteres, således at den samlede beskatning ikke må stige, men at de enkelte skatter i øvrigt godt kan hæves eller sænkes. Dog er der en enkelt undtagelse: den i kroner og øre fastlåste ejendomsværdiskat må ikke hæves. Men grundskylden må altså godt, ligesom rentefradragsretten heller ikke er fredet. Hovedøvelsen er, at indkomstskattetrykket skal lempes, finansieret ved markant højere grønne afgifter. Kommissionsformanden, tidl. skatteminister Carsten Koch, har endog sagt, at der også kan foreslås besparelser, uden dog at specificere dem.

Fra et georgeistisk og retsliberalt synspunkt er det interessant at diskutere hvilke ønsker, man kunne have til en skattereform, der på en liberal, bæredygtig og socialt retfærdig måde kunne finansiere den nuværende offentlige sektor, idet der her ses bort fra hele udgiftssiden. Altså en slags prioriteringsliste over de offentlige indtægter.

De samlede skatter var i 2006 799 mia. kr., hvoraf 475 mia. kr. var indkomstskatter og 271 mia. kr. var afgifter af varer og tjenester (heraf 168 mia. kr. moms, energi- og miljøafgifter 78 mia. kr. og "giftskatter" 11 mia. kr.). Ejendomsværdiskatten androg 11 mia. kr. og grundskylden 19 mia. kr.

Interessen samler sig om at nedbringe skatten på arbejde, især marginalbeskatningen for lavindkomstgruppen, hvor det dårligt kan betale sig at gå fra overførselsindkomst til arbejdsindkomst. Dertil kommer det synspunkt, som georgeister desværre er temmelig alene om at have: Det amoralske i at brandbeskatte folks arbejde, mens man stort set friholder samfundsskabte, arbejdsfri gevinster for beskatning.

De politiske vinde blæser i retning af en "grøn" skattereform. Den stigende miljøbevidsthed og internationale forpligtelser til at begrænse forureningen i energi- og transportsektorerne bidrager hertil. Politiske grunde virker i retning af en skattereform. Et parti i Folketinget har foreslået en forøgelse på 20% af de grønne afgifter.

Vi mener alligevel, at en effektiv skattereform kræver et fundamentalt ændret syn på skat og ejedomsret.

Vi ønsker at reducere den nugældende skat på arbejdsindkomster og kapitalgevinster, men vil til gengæld beskatte resurser, som er naturgivne eller samfundsskabte, altså rigdomme som er ufortjente af den enkelte borger.

I takt med samfundets udvikling vil disse rigdomme blive større og større og kunne udvikle sig til at yde et sikkert og voksende bidrag til finansiering af samfundets fælles udgifter.

En sådan reform vil endvidere forebygge fremtidige spekulationsbobler

Danmarks største fælles resurse er de samfundsskabte beliggenhedsværdier af jorden.

De samlede grundværdier var ved 2005-vurderingen 984 mia. kr, men må i dag antages at være omkring 1.500 mia. kr. Da en væsentlig del af det, der i dag rubriceres som ejendomsværdi, i virkeligheden er beliggenhedsværdi, er de samlede naturgivne og samfundsskabte jordværdier formentlig langt højere, måske ca. 2000 mia. kr. Med en markedsrente på 5% kunne et provenu blive ca. 100 mia. kr., meget moderat anslået.

Men der er andre naturgivne og samfundsskabte værdier, der bør inddrages. Her falder først og fremmest olie- og gasresurserne i Nordsøen i øjnene. Den årlige afgift herfra er på kun 9 mia. kr, men burde være mindst det dobbelte, når man sammenligner med, hvad andre med Danmark sammenlignelige lande inddriver.

Andre naturlige monopolafgifter kunne lægges på radiofrekvenser og licenser til mobiltelefoni, ligesom afgifter på drikkevand er en selvfølge, da det er en knap resurse.

Energi-, miljø- og transportafgifter er berettigede både ud fra et resurseknaphedssynspunkt og ud fra miljøbeskyttende hensyn. Man kunne indføre en generel miljøafgift, beregnet ud fra råstof- og energiforbruget. Vi foreslår ligeledes forbrugsafgifter på alle naturresurser. På transportområdet vil en omlægning af motorbeskatningen være hensigtsmæssig, således at beskatningens tyngdepunkt blev brændstofforbruget og forureningsgraden, mens registreringsafgiften kunne holdes i ro. Ligeledes vil roadpricing (trængselsafgifter) samt motorvejsafgifter, som det kendes fra udlandet, være rimelige beskatningsobjekter.

De økonomiske vismænd har for nylig argumenteret kraftigt for en forhøjelse over hele linien af energiafgifterne, både a.h.t. miljøet og for at skabe baggrund for at lette skatten på arbejde. De efterspørger ligefrem både flere og højere energiafgifter, som efter deres mening er bedre til at opfylde målsætningerne om at begrænse energiforbruget end at yde tilskud til vedvarende energi.

En alvorlig indvending mod grønne afgifter er, at de vender den tunge ende nedad. Det kan der dog til en vis grad bødes på ved at indføre såkaldte progressive energiafgifter, hvor afgiften stiger ved et forbrug over en vis grænse, og hvor der tages hensyn til antallet af personer i husstanden.

Et klassisk beskatningsobjekt er "giftskatter". Her er foruden et fiskalt hensyn også hensynet til folkesundheden, idet der er en klar sammenhæng mellem pris/skatteniveauet på den ene side og forbrugets omfang på den anden. Tobak og alkohol bør beskattes alt, hvad de kan bære, alkoholiske drikke i forhold til alkoholprocenten. Desværre sætter det indre marked i EU grænser for, hvor højt man kan sætte beskatningen i praksis, men Danmark kan klart stramme beskatningen væsentligt op, selv under det indre markeds vilkår. Til "giftskatterne" bør i øvrigt nu henregnes sundhedsskadelige fedt- og sukkerholdige produkter som sodavand o.lign.

Med i skattereformkommissionens overvejelser må nødvendigvis indgå beskatningsmulighederne i en globaliseret økonomi og i EU`s indre marked. Det er klart, at ikke alene sættes der her begrænsninger for, hvor højt man kan drive de indirekte skatter og afgifter uden massesmugling eller ligefrem legal import af ubeskattede eller svagt beskattede varer og tjenesteydelser. Der er også risiko for, at personer og selskaber legalt unddrager sig person- og selskabsskatter ved at flytte til udlandet.

I den sammenhæng har grundskyld, ejendomsbeskatning i almindelighed samt resurseafgifter og visse transportafgifter klare fordele. Det er såkaldte immobile skatteobjekter; unddragelse er ikke mulig. Ikke mindst grundskyldens evne i den forbindelse vil tvinge også modvillige politiske partier til at lade den spille en rolle, og med tiden en væsentligere rolle.

Hvad skal der ske med indkomstbeskatningen? Vi forestiller os ikke, at man kan undvære indkomstbestatning, men nok gennemføre en væsentlig reduktion, evnt. i form af en flad skat. Samtidig er det rimeligt at se på en mere enkel udformning af indkomstbeskatningen.

Hvad man umiddelbart bør gøre, er at rydde stærkt op i fradragsjunglen. Både af fordelingspolitiske grunde og af hensyn til forenkling og overskuelighed samt for at opnå lavere marginalbeskatning.
Der bør kun gives fradrag for nødvendige, erhvervsbetingede udgifter, men alle fradrag for bl.a. pensionsopsparing, sygeforsikringer, hjemme-pc, bredbåndsforbindelser, befordringsfradrag, fagforeningskontingenter, bidrag til trossamfund samt urimeligt fordelagtige bygningsafskrivninger fjernes.

Reformen vil skæmmes af social ubalance, hvis man ikke vil fjerne de velbjergedes skattefradrag, men alligevel giver dem massiv lettelse i toppen af skatten. Det værste er, hvis de arbejdsfri samfundsskabte værdier forbliver næsten ubeskattede.

Vi vil gerne forklare os nærmere ved foretræde for Kommissionen.

Venlig hilsen

Den Danske Henry George Forening

Alle betaler jordrente

Fri, 02 Jan 2009 00:00:00 +0100

En nytårshilsen til alle, som endnu ikke helt har forstået, hvad grundskyld går ud på.

Jorden adskiller sig fra alle andre varer eller produktionsmidler ved at være et ureproducerbart gode: Der kommer ikke mere af den, selv om efterspørgslen stiger. Derfor så vi under højkonjunkturen 1993-2007 enorme samfundsskabte værdistigninger på jord (beliggenhedsværdier). Det var ikke murstenene, der blev mere værd.

Det er dette, økonomerne kalder jordrenten. Det af den, der inddrages af det offentlige, kaldes grundskyld. Desværre tillader det politiske flertal, at langt hovedparten af jordrenten går i private lommer. I praksis betyder det, at f.eks. boligejerne må betale til lånekapitalen det, som de burde betale til samfundet – der så må opkræve så meget mere i skat på folks arbejde.

Grundskylden beregnes på grundlag af jordens aktuelle værdi. Derfor falder den, når jordværdierne falder. Modsat ydelserne til kreditinstitutionerne: der sker ikke noget fald, selv om jordværdien falder. Langt hovedparten af boligejerne har deres indkomst fra andre kilder end fast ejendom (løn, virksomhedsoverskud, pension etc.). Deres interesse er lavere indkomstskat. Det kan de opnå gennem højere grundskyld.

GODT NYTÅR!
Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Gørtlervej 26, Randers.

Den økonomiske verdenskrise

Fri, 10 Oct 2008 00:00:00 +0200

Lige siden 1700-tallet har der været tilbagevendende økonomiske kriser, oftest med en lille snes års mellemrum. Årsagerne kan være forskellige, lige fra ”Sydhavsboblen” i begyndelsen af 1700-tallet til it-boblen i begyndelsen af indeværende århundrede. Men i de allerfleste tilfælde er grunden til kriserne blevet lagt i oppustede jord- og ejendomspriser (boligbobler). Det er således klart tilfældet i den nuværende efterhånden verdensomspændende finansielle og økonomiske krise – den værste siden depressionen i 1930érne.

Krisen startede i USA med såkaldte ”subprimelån”. Der var blevet udstedt enorme mængder og summer af lån i fast ejendom i forventning om fortsat stigende ejendomspriser i det uendelige. Disse finansielle ”produkter” var så blevet raffineret og videresolgt i stadigt nye og uigennemskuelige udgaver, ikke alene i USA, men også i mange andre lande. Men den samme praksis har også fundet sted i mange andre lande i form af en løbende gældsætning i de tilsyneladende uafbrudt stigende jord- og ejendomsværdier. Særlig markant har karrusellen kørt i Storbritannien, Irland, Spanien og Danmark, men i virkeligheden er der tale om et globalt fænomen, der også er eksploderet i lande som Kina og Rusland.

På et tidspunkt kan lånerne ikke honorere deres forpligtelser, og de kreditgivende institutioner kommer i vanskeligheder, der breder sig til hele den finansielle sektor. Mistilliden slår igennem, og det ene pengeinstitut efter det andet krakker eller må have hjælp. Regeringer og parlamenter vedtager kriseplaner, og skatteyderne kommer til at betale for de gigantiske fejlslagne spekulationer – foruden de virksomheder, som krisen river med i faldet og de hære af arbejdsløse, den skaber.

Hvorfor har vi disse tilbagevendende økonomiske verdenskriser?

Grundlæggende fordi de økonomiske og teknologiske fremskridt, det voksende befolkningstal, den voksende produktion, samhandel og velstand afstedkommer øgede priser på jord i form af beliggenhedsværdier og naturressourcer. Efterspørgslen stiger efter disse produktionsforudsætninger og bosætningsmuligheder, men da der er tale om ureproducerbare goder - der bliver ikke mere af dem, selv om efterspørgslen stiger – får de en merværdi, i samfundsøkonomien kaldet jordrenten. Når det tillades, at denne jordrente gøres til genstand for spekulation, vil der opstå prisbobler. Og når jord- og ejendomsspekulation bliver mere profitabel end realøkonomisk foretagsomhed, har vi krisen.

Vi har set denne udvikling ske såvel på boligområdet som på landbrugsområdet globalt, ligesom der er sket priseksplosioner, når det gælder olie og gas, vandressourcer i udviklingslande etc. Udviklingen skaber inflation, samfundsøkonomien forvrides til fordel for spekulation og til skade for produktion, og vi ser globale kapitaltransaktioner, der for 97% vedkommende handler om spekulative bevægelser og ikke om betaling af varer.

Når sammenbruddet kommer, følger arbejdsløsheden med. Det tager år, før konjunkturerne vender, og det igen bliver lønsomt at sætte produktion i gang. I mellemtiden er hundreder af millioner mennesker blevet ramt som boligejere, som lønmodtagere og som skatteydere.

Er der tale om en naturlov?

Nej, det er der ikke. Eftersom udgangspunktet for de økonomiske verdenskriser for det meste er spekulation i naturressourcerne samt jord og fast ejendom, er det første fornødne at hindre denne spekulation i at opstå. Det gør man ved at sikre, at naturressourcerne (energiressourcer, vand, jord, havets ressourcer) pålægges udnyttelsesafgifter til samfundet af et sådant omfang, at private kapitalinteressers spekulation udelukkes.

Mange lande har udnyttelsesafgifter, når det drejer sig om energiressourcerne, men afgifterne er som oftest alt for beskedne og bør derfor sættes i vejret, så de indbringer hele udnyttelsesværdien til samfundet, og olie- og gasselskaberne kun aflønnes for deres produktionsindsats. Naturressourcen vand bør naturligvis heller ikke gøres til et spekulationsobjekt, men være til rådighed for alle mennesker.

Havets ressourcer i form af fisk bør fordeles efter et licenssystem, så monopoler udelukkes, og landbrugsjorden bør friholdes fra spekulation ved at den stilles til landbrugernes rådighed mod at de betaler jordrenten til samfundet.

Den altdominerende årsag til den aktuelle økonomiske verdenskrise er imidlertid oppustningen af priserne på et sted at bo. Det handler reelt ikke om mursten, men om beliggenhedsværdier. Det er her de enorme prisstigninger har fundet sted overalt i verden, det er her, den private kapitalisering af den stigende efterspørgsel af bosætningsmuligheder er sket, og det er her, at gældsætning i mammutformat er foretaget. Det er her, det største problem findes.

Det må derfor være indlysende, at vi må sætte en stopper for, at den førnævnte jordrente går i private lommer. Den må simpelthen inddrages af det samfund, der skaber den. Det kan ske gennem en årlig, løbende afgift – i Danmark kaldet grundskyld – på al jord i forhold til jordens værdi. Og værdifastsættelsen bør ske gennem årlige, offentlige vurderinger.

Det er klart, at jo højere grundskyld, der skal betales, jo lavere bliver jordpriserne. På den måde indsnævrer man mulighederne for privat tilegnelse af den samfundsskabte værdistigning, spekulationsmulighederne reduceres. Da grundskylden hele tiden står i forhold til jordens aktuelle værdi, er den konjunkturreguleret – modsat privat gældsætning. Den er derfor til fordel for alle, der blot ønsker et sted at bo og ikke har interesse i spekulation.

Hvis man på globalt plan når til en situation, hvor der ingen privatøkonomisk profit ligger i passivt at besidde jord og andre naturressourcer, og hvor der kun er privatøkonomisk gevinst at hente ved produktion, så vil man have standset den vigtigste kilde til de tilbagevendende økonomiske kriser. Men det siger sig selv, at selv om man ikke kan forestille sig en sådan utopisk situation, så vil det under alle omstændigheder være en fordel for det enkelte land at gennemføre en sådan skattepolitik, samfundsøkonomisk, erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt såvel som fordelingspolitisk.
Det hører med til en sådan politik, at hele provenuet af grundskylden bør bruges til nedbringelse af skatten på arbejde. Det vil yderligere accentuere de gode virkninger af reformen. Det vil også være etisk rigtigt, at arbejdsfri, samfundsskabte værdier bør tilhøre og tilfalde det samfund, der har skabt dem, mens borgerne til gengæld bør have førsteret til udbyttet af deres arbejde.

Det er ingen naturlov, at der skal være tilbagevendende dybe finansielle kriser med alt, hvad det medfører af menneskelige og økonomiske omkostninger. Det er et spørgsmål om politisk vilje at undgå dette.

Udtalelse om finanskrisen

Fri, 22 Sep 2006 00:00:00 +0200

Den Danske Henry George Forening udtaler fra sit årsmøde i København den 20. september:

Det må nu stå klart for enhver, at den finanskrise, der i længere tid har hjemsøgt den vestlige verden, uden tvivl har sin oprindelse i spekulation i långivning til oppustede ejendomspriser.

Den Danske Henry George Forening arbejder for at hindre, at fremtidig huspprisbobler opstår. Vi kræver skrappere regler for bankers og kreditinstitutioners udlånsvirksomhed, og foreslår indførelse af en løbende jordværdibeskatning til staten, så kommende boligbobler forhindres.

Den indkomne afgift skal efterfølgende bruges til nedsættelse af skatten på arbejde.

Kun på den måde kan vi sikre et frit samfund, der sætter indtægter ved ærligt arbejde højere end indtægter ved arbejdsfrie gevinster og spekulation, udtaler årsmødet.

Nej til sommerhusboble

Mon, 10 Aug 2009 00:00:00 +0200

Formanden for Europabevægelsen Erik Boel vil have ”sommerhusreglen”, der beskytter danske rekreative områder mod udenlandske opkøb, afskaffet (Amtsavisen 31/7). Han begrunder det med to modsatrettede argumenter:

På den ene side vil der ikke ske det store ved det, for tyskerne har fået en længere kyststrækning og i øvrigt mere attraktive feriemål, på den anden side vil fjernelsen af sommehusreglen sætte gang i byggebranchen og udkantsområderne.

Boligpriserne er cirka dobbelt så høje i Tyskland som i Danmark, og adgangen til strandene er i Tyskland i stort omfang begrænset og forbundet med private indhegninger og betaling. Sild er f.eks. reelt opkøbt af den tyske overklasse, skal de også have lov at købe Rømø og Fanø? Danmark er stadig i bekvem afstand for millioner og atter millioner af tyskere.

En afskaffelse af sommerhusreglen vil medføre en enorm ”sommehusboble” af jord- og ejendomsværdistigninger. Det vil blive umuligt for danskere med almindelige indkomster at erhverve sig sommerhuse ved kysten i store dele af landet. Vi er såmænd allerede i gang med at nærme os den situation, men det vil blive endnu langt være med en fjernelse af sommerhusreglen.

På Mallorca har tyske rigmænd i den grad opkøbt jord og fast ejendom, at mallorkinere med jævne indkomster ikke har råd til at erhverve sig egen bolig på øen. En tredjedel af luxembourgerne må bo uden for Luxembourg og pendle til deres eget land, de har ikke råd til at købe en bolig i hjemlandet.

Sådanne problemer kunne der skabes en social og økonomisk balance i ved at gennemføre en effektiv løbende jordbeskatning. Så vil man kunne hindre at enorme, arbejdsfri, samfundsskabte værdier går i private lommer, man vil kunne forhindre ”boligbobler” i at opstå, man vil få lavere ejendomspriser, og man vil kunne sætte skatten på folks arbejde ned.

Men det vil Erik Boels parti, Socialdemokraterne, desærre ikke være med til.

Fremtidens velfærdssamfund

Wed, 17 Sep 2008 00:00:00 +0200

I 1955 udgav forfatteren Erik Rostbøll et lille hæfte, der hed ”Menneskeværd og velfærdsstat”. Det indeholdt nogle samtaler med seks fremtrædende politikere fra Danmark, Norge og Sverige. Samtalen med Tage Erlander blev indledt med, at den svenske statsminister så ud over Stockholm og sagde:

- Hvor har de det godt!

- Jamen, de ser ikke lykkelige ud, svarede Erik Rostbøll.

Sådan ville vi ikke udtrykke os i dag, men replikskiftet illustrerer dog det problemsæt, som næsten 50 år senere diskuteres med udtryk som ydre velfærd og indre velfærd. Det sidste forstået på den måde, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med det samfund, de virker i. Hvor har vi det godt - materielt! Jamen, er vi blevet lykkeligere af den grund?

”Hvilken sammenhæng er der mellem de ydre vilkår for vort liv og opfyldelsen af vore indre sjælelige fornødenheder”, spørger Tage Erlander under samtalen. I dag er vi muligvis kommet så vidt, at vi enten er villige til at benægte en sammenhæng eller erkende, at den indre velfærd ikke udelukkende har ydre forudsætninger i en bedre fordeling af de økonomiske ressourcer.

Velfærdssamfund - velfærdsstat

Forventningerne til det moderne velfærdssamfund er, at det skal være et samfund med vækst og velstand, og der skal gives den enkelte muligheder for et rigt og udviklende liv. Begreber som vækst og velstand, der udtrykker ydre velfærd, og et rigt og udviklende liv for den enkelte, dvs. indre velfærd, er ikke modsætninger, men måske gensidige forudsætninger. I den daglige diskussion opfattes den ydre velfærd nok som en forudsætning for den indre, men sådan behøver det måske ikke at være. Dette velfærdssamfund bygger på tanker om fællesskab og demokrati, social tryghed og lige muligheder for alle. De fleste af ordene er velkendte, men udtrykket lige muligheder for alle synes at rumme spiren til nytænkning omkring en bredere velfærdspolitik, hvor velfærdssamfundet er under forvandling, men inden for den eksisterende samfundsstruktur.

I det følgende bruges ord som velfærdssamfund og velfærdsstat lidt i flæng, sådan som det ofte sker i daglig tale. Der skal dog gøres et forsøg på en sondring. Velfærdssamfundet er det fællesskab eller den kultur, hvor borgerne oplever solidaritet, demokratisk kontrol og indflydelse, lige muligheder for alle og social tryghed. Velfærdsstaten er det magtapparat, som sikrer, at velfærden opretholdes og i et vist omfang også, at den udvikles. Velfærdsstaten er beslutningsprocesserne og det administrative apparat, der er nødvendigt for bl.a. at opretholde social tryghed. Men der er naturligvis en vekselvirkning mellem velfærdssamfund og velfærdsstat, ikke mindst når talen er om ydre velfærd. Indre velfærd kan godt vise sig at være et produkt af samfundets måde at fungere på.

Velfærdstaten kompenserer for en ufuldkommen samfundsstruktur

Det bringer en artikel af Henrik Christoffersen i ”Futuriblerne” i 1984 i erindring. ”Frigørelsestrangen over for velfærdsstaten” hed den. Her erkendte han, at velfærdsstaten kun ”tager sig af at korrigere for nogle utilstrækkeligheder i den bestående samfundsorden.” Det sker gennem opbygningen af offentlige velfærdsinstitutioner, tilskudssystemer og reguleringsordninger. Med andre ord kan man opfatte velfærdsstaten som en erstatning for det ideelle samfund, det gode samfund. Men her er der jo en gliden mellem ordene, stat og samfund.

Ifølge Henrik Christoffersen insisterer velfærdsstaten på, at offentlig virksomhed skal sikre en ligelig fordeling af goderne og samtidig også en tilstrækkelig hurtig forøgelse af den samlede produktion og velstand. Dette er måske ikke en definition på velfærdsstaten/velfærdssamfundet, men så dog et særkende. Den ligelige fordeling af goderne og troen på, at man ved at øge produktionen skaber almindelig velstand for alle, er også en del af dette særkende. Det første er et smukt formål, det andet velfærdsstatens akilleshæl, for det er en påstand, der kun er rigtig under visse omstændigheder, nemlig hvis man også griber ind i formuedannelsen. Herom senere.

Henrik Christoffersens artikel handlede ikke om den indre velfærd, men måske kan man godt lægge det i overskriften, frigørelsestrangen over for velfærdsstaten. Men den er vel skrevet på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke klart erkendte et paradigmeskifte, som også velfærdspolitikken må underlægge sig, nemlig den større individualisme – det lå i artiklen – og ”markedet”s overtagelse af den politiske tænkning.

En vurdering af velfærdssamfundets fremtidsmuligheder må inddrage disse to forhold, individualismen og ”markedsfilosofien” – og dermed nødvendiggøres en sondring mellem ydre og indre velfærd. Ikke som modsætninger, men to sider af samme sag.

Nådigherresyndromet

En flugt hen over velfærdens redskaber gennem tid kan måske være nyttig, ikke for at beskrive velfærdens historie eller mangel på samme, men for at klarlægge menneskesyn og samfundssyn bag varetagelsen af de svageste i samfundet og dermed skildre opfattelser, som står imod hinanden i det paradigmeskifte, som velfærdssamfundet står i.

Fra det gamle testamentes Ruths bog kendes løserinstitutionen, der pålagde den nærmeste mandlige slægtning at træde ind som beskytter, hvis ægtemanden faldt bort, ja endog ægte broderens enke og skaffe den døde broder afkom. (Er bl.a. beskrevet i min bog: Jorden må I ikke sælge…”, 1961)

Fra oldtidens Rom kendes den såkaldte clientela-institution, men nu var man kommet ud over det rene slægtshensyn. Der er tale om et beskyttelsesforhold, som

Jorden må i ikke sælge

også omfattede ubeslægtede. Fattige kunne som klienter give sig ind under en rigmands beskyttelse. Han blev så deres patron. Der var tale om både et over- og underordningsforhold, og et gensidighedsforhold, hvor patronen lovede klienten beskyttelse. Og klienten lovede patronen hengivenhed bl.a. ved at støtte denne ved valgene i folkeforsamlingerne.

Clientela-institutionen er interessant derved, at man genfinder træk af den i middelalderens feudalsystem og i det fæstevæsen, der her i landet holdt sig til engang i 1800-tallet.

Vi møder den i et enkelt udsagn i Cenvantes´ udødelige Don Quijote:

”Mens tjeneren sover, våger herren og spekulerer over, hvordan han skal føde ham, forbedre hans kår og belønne ham. Bekymringen over at se himlen blive til bronze uden at forsyne jorden med tilstrækkelig dug, piner ikke tjeneren, kun herren som i trang og nød skal føde den som tjente ham i frugtbarhed og overflod.”

En dansk godsejer, F.L.E. von Beenfeldt, skrev i 1787:

”Enhver retsindig Godseier anseer sine Bønder som hans Børn – med et klogt Øie indseer han deres Vel uendelig haardt forbundet til sit eget.”

Ordene står i ”Samtaler mellem trende danske Jordegodseiere”, og er polemisk vendt mod tidens landboreformer.

En tilsvarende holdning møder vi i F.W. Wedel-Jarlsberg skrift ”Veiledning til rigtige Begreb om danske Jordegodsers Indretning” fra 1782. Her er gensidigheden imidlertid tydeligere udtrykt:

”--- at Proprietærerne skal være deres Bønders Fædre og Velgiørere, at Bønderne skal igjen agte, ære og tiene som saadanne Huusbonder, der giøre sig til Pligt at befordre deres Velstand---.”

Videre udvikler forfatteren, at godsejeren må træde til, hvis høsten slår fejl, så bønderne mangler korn til mad og såsæd. Erling Bjøl fandt spor af clientela-institutionen i Syditalien o. 1960, og den belgiske forsker, N. Rouland, mente i et skrift fra 1979, at institutionen har overlevet i den moderne mafia. Isabel Allende lægger i bogens ”Åndernes hus” disse ord om bønderne i munden på den ultrakonservative godsejer Estaban Trueba:

”Jeg gør det for disse menneskers skyld. Uden mig ville de være fortabte. Skal vi være helt ærlige, kan de ikke engang udføre en ordre, det er det, jeg altid har sagt: de er som børn … Og så skal man høre på det pladder om, at vi alle er lige! Det er til at dø af grin over. Rend mig…”

I Don Quijote skriver Servantes også om nådigherrens næsten ubærlige omsorg for sine undersåtter.

Man kan for så vidt godt tale om undertrykkelse. Det har det også været efter moderne opfattelse, men der var også noget andet. Man kan tale om gensidig afhængighed under samfundsformer, hvor de økonomiske vilkår var sådanne, at der med en skæv ejendomsfordeling eksisterede et over- og underordningsforhold, hvor jordejeren, nådigherren, har betragtet sig som en beskytter for de bønder, han i virkeligheden var afhængig af, og som også var afhængige af ham.

Forholdet var formynderisk og hadblandet. Godsejeren følte nok et dybt ansvar – som Esteban Trueba – men han udnyttede også sin magt over klienterne – som Esteban Trueba. Klienterne mødte nådigherren med ærbødighed, og mere med had og mistro end taknemmelighed.

Udtrykket syndrom bruges om sygdomme, der karakteriseres ved flere symptomer. Her er tale om en social struktur, man godt kan kalde nådigherresyndromet. Tilsvarende strukturer kan man iagttage i byernes patriarkalske erhvervsgrupper inden for handel og måske især inden for håndværk. Forholdet mellem mester, svend og lærling rummer de samme træk, som i de feudale, aristokratiske landbrugssamfund.

Men det er også en form for velfærdssamfund, hvor der ikke var plads til dem, der faldt uden for netværket, og som ikke kunne klare sig selv. Man kan spørge: Er det et alment menneskeligt vilkår, at flertallet er under formynderi hos nogle få. Eller har vi indrettet samfundet ufuldkomment?

Organiseret velfærd

Den første organiserede varetagelse af beskyttelsen af nødlidende møder vi formentlig i den katolske kirke i middelalderen. Syge og fattige kunne her finde et tilflugtssted, når familien og slægten ikke længere kunne beskytte dem. Med nationaliseringen af den katolske kirke i Nordeuropa opstod der nye strukturer i omsorgen. Den blev en offentlig opgave, på landet administreret af sognepræsten i samarbejde med godsejeren, og i købstæderne af bystyret sammen med præsten.

Det formynderi, som her er kaldt et nådigherresyndrom, fik bl.a. en begrundelse i Luthers samfundsopfattelse, der med sin deling i husstanden, lærerstanden (kirken) og staten, byggede videre på formyndertanken. Inden for husstanden var husfaderen (og husmoderen) ansvarlig for hele husstanden og havde en naturlig ret til at øve hustugt. Tilsvarende var kirken ansvarlig for sjælenes frelse og for moralens opretholdelse og kunne derfor udøve kirketugt. Landsherren, kongen, betragtede sig som indsat af Gud og var kun ansvarlig over for ham, men dette ansvar omfattede også borgernes ve og vel, også med henblik på det hinsidige.

Selv om enevældens samfund var præget af enorme forskelle mellem de forskellige stænder (grupper eller klasser), så var de alle på en måde lige over for den patriarkalske landsfader, kongen eller staten. Det beretter en kongelig skrivelse fra 1722 om. I Århus ville nogle forældre ikke sende deres børn i den skole, hvor natmandens børn gik, og byens styre bestemte, at disse så skulle gå på skift mellem lærerne. Heller ikke det ville forældrene være med til. Til sidst bestemte kongen, at skolerne skulle tage imod natmandens børn, og forældrene skulle sende deres børn til de skoler, hvor de hidtil havde gået. Ellers ville de pådrage sig kongens ”højeste unåde”. Bag den anekdotiske form gemmer der sig et reelt problem, at børn skal undgælde for ringeagten over for forældrenes arbejde. Også det moderne velfærdssamfund kender begrebet udstødte!

Den drejning, som Luther gav bl.a. det 7. bud, viser hen til den formynderiske varetagelse af velfærd. Det hedder: ”Du må ikke stjæle. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.” Og i den sidste sætning ligger formynderiet.

Denne ansvarlighed for medmenneskets materielle og (måske navnlig) åndelige kår blev især markeret af den pietistiske bevægelse, der fra Tyskland bredte sig op over Norden i den første halvdel af 1700-tallet, og vores første ”sociallov”, fattigforordningen af 1708, og den senere skoleforordning fra 1739 er dybt præget af pietismens tanker. Det er nok rigtigt, at fattigforordningen også - og mest - havde til formål at beskytte borgerne imod det overhåndtagende tiggeri, men der lå også i forordningen en ”rationalisering af betleriet” (Kjeld Philips formulering i bogen ”Staten og Fattigdommen”, 1947) ved, at det offentlige nu erkendte et ansvar over for disse særligt trængende mennesker, et formynderi, der blev delt mellem staten og de lokale myndigheder.

Gennem sognepræsten og præstens medhjælpere, senere fattigkommissionerne, bliver omsorgsarbejdet gjort lokalt, og det blev derfor naturligt, at de kommunale råd (byråd og sogneråd), der blev oprettet i 1800-tallet, overtog fattigforsorgen. Derved blev kommunerne efterhånden redskaber for udviklingen af velfærdssamfundet. Kommunerne overtog nådigherrerollen. Dermed også en formynderrolle, som de har beholdt lige siden.

En gennemgang af kommunernes udvikling ligger uden for rammerne af denne fremstilling, og formynderansvaret er ikke ganske entydigt.

Den liberale retsstat

Med udviklingen af naturvidenskaben, tankerne om naturretten, formuleringen af den politiske og økonomiske liberalisme, for så vidt hele grundlæggelsen af en statskritisk tradition i europæiske tænkning, opstod der en form for individualisme, der var i modsætning til Luthers formynderlære. Ove Korsgaard har i afhandlingen ”Kampen om Folket”, 2004, fremdraget sider ved den tyske filosof Immanuel Kant, som hidtil har været overset. Kants tanker om den liberale retsstat bygger på den opfattelse, at mennesket er autonomt, styret af etikkens selvbegrænsning, og det er tanker, som står i stærk modsætning til Luthers menneskeopfattelse, nemlig at mennesket er skabt til formynderi. Konsekvensen måtte blandt andet være, at mennesket blev selvansvarligt og ikke underordnet husfaderens, kirkens eller kongens tugt og ansvar.

Tankegangen hænger naturligvis også sammen med det paradigmeskifte, der opstod med fremvæksten af et industrisamfund og ved en stærkere byudvikling. Historisk set har urbaniseringen altid fremmet individualisme, især inden for handelsstanden. Den solidaritet, der eksisterede inden for de lukkede landsbysamfund og i byernes håndværkerlav, gik nok mere eller mindre tabt, men opstod i en ny form i industrisamfundets organisationer eller kooperationer.

For de økonomisk og politisk stærke kunne de nye tanker være bekvemme, når man også gjorde det enkelte menneske ansvarligt for sin egen velfærd. Fattigdom blev betragtet som selvforskyldt, grundet i dovenskab og dumhed, og det slog igennem i behandlingen af de nødlidende, både i byerne og på landet, hvor især den selvbevidste gårdmandsstand nok skulle holde de fattige i tømme.

I kraft af det stigende folketal og den voldsomme byudvikling opstod der et arbejderspørgsmål, bl.a. som følge af konkurrencen om arbejdspladserne, og forholdene blev forværret af forestillingen om kontraktfriheden mellem arbejdere og arbejdsgivere, en liberalisme, der ganske overså asymmetrien på arbejdsmarkedet.

Det socialdemokratiske kompromis

Industrisamfundet skabte to bevægelser, der begge slog stærkt an herhjemme, socialismen og georgeismen. Socialismen i både Karl Marx´s revolutionære udformning og Lasalles socialdemokratiske udformning, og begge slog især an i byerne, mens georgeismens jordrentelære mest slog an på landet, hos landarbejdere, og især husmænd og småhåndværkere.

Et særkende for dem begge var, at de tog fat på formuedannelsens problem. Og dermed adskilte de sig væsentligt fra den udvikling, samfundet tog under de liberale tanker, som ikke drog konsekvenser i retning af en mere ligelig fordeling af formuerne. Modsætningerne kom til at stå mellem arbejderbevægelsen og socialdemokratiet på den ene side og på den anden de mere eller mindre konservative partier, der repræsenterede den besiddende del af befolkningen. Og de var skarpe langt op i 1900-tallet.

Den norske historiker Berge Furre har brugt udtrykket ”den socialdemokratiske orden”, andre taler om det ”socialdemokratiske kompromis”. Det skal forstås på den måde, at socialdemokraterne opgav den rene socialistiske linie til fordel for en indkomstudjævning gennem skatter og offentlige velfærdsordninger. Dermed var der mulighed at skabe flertal for det moderne velfærdssamfund. På den anden side stillede de såkaldt borgerlige partier sig mere solidarisk med de ikke besiddende grupper i samfundet.

Den norske skolehistoriker Odd Asbjørn Mediås har givet følgende meget præcise karakteristik af det ”socialdemokratiske kompromis”:

Martin Luther

”Forliket innebar en uskreven sosial kontrakt, der politikens venstreside aksepterte en modifisert kapitalisme eller et modifisert marked, mens høyresiden stilte sig solidarisk med de svake og framstod med lojalitet mod samfunnet. Tilliten til staten som den gode makt var sterk. Staten stod som et uttryk for fellesskapet som rager over klasse- og særinteresserer og som fremmer en overordnet samfunnsinteresse. Som utdanningspolitik tok det sosialdemokratiske kompromisset sikte på å mobilisere skolen til fordel for idealet om sosial rettferdighet og omfordeling av godene. For at realisere dette var det en sterk tru på sentral styring, på den offentlige skolen og ikke minst på enhetsskolen med et sosialt og fagligt fellesskap. Mot sluten av 1970-tallet og utover 1980-årene endret det politiske klimaet seg i mange land. Berge Furre sier at den sosialdemokratiske orden ble i hovedtrekk avviklet på åttitallet. Dette tiåret blev en periode med sterk tru på markedskreftene. (Odd Asbjørn Mediås: Enhetskolens utvikling i Danmark og Norge, 2004).

Med det ”socialdemokratiske kompromis” løber 2 linier sammen: Luthers tanker om formynderi – uden religiøst indhold, og Kants lære om den liberale retsstat. Kompromisset indebar en stærk tro på den gode stat og på central styring, et statsideal, der også kendtes under enevælden. De offentlige organer overtog nådigherrens rolle, og tilskudssystemer, reguleringsordninger og velfærdsinstitutioner blev nogle af velfærdspolitikkens redskaber.

Samtidig fik velfærdspolitikken det nødvendige tilskud, der ligger i ideen om naturlige menneskerettigheder. De blev en del af velfærdssamfundet, nemlig ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, retssikkerhed og lighed for loven. Den liberale retsstat, som tillægges Kants filosofi, blev dog aldrig det, der ligger i ordene. Vi fik et liberalt samfund, som dårlig nok var liberalt, fordi den unge kapitalisme byggede videre på den etablerede ejendomsret. Vi fik nok en retsstat i den forstand, at der i grundloven blev knæsat nogle principper om retssikkerhed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed osv., men med hensyn til ejendomsret slog den etablerede konservatismes opfattelse stærkest igennem. Arbejdet og arbejdsindkomsterne blev ikke ejendomsrettens kilde, de eksisterende formuer blev sikret. Derfor blev velfærdsstaten også en form for formuebeskyttelse. Ikke desto mindre blev tanken om menneskerettigheder begyndelsen til det, som kan ende med en social retsstat, der forbinder nogle af tankerne om naturret med ideen om velfærd for alle.

For det er nok sådan, at velfærd uden menneskerettigheder nemt bliver til holdningsløs populisme. Og menneskerettigheder uden velfærd kan ikke eksistere. De bliver i hvert fald ikke lige for alle.

Velfærd og ikke bare sikkerhedsnet

Med det ”socialdemokratiske kompromis” blev der sat en udvikling i gang, så velfærdsstaten ikke bare skulle blive et sikkerhedsnet under de svageste i samfundet, således som den oprindelige konservative socialpolitik (Bismarcks og Estrups) forestillede sig. Velfærdsstaten blev et tilbud om en større lighed mellem samfundets grupper, en udjævning af indkomsterne og adgang for alle til de fælles kulturelle goder, bl.a. uddannelse.

Velfærdsstaten blev også en reguleringsstat, hvor forskellige samfundsgrupper søger at tiltage sig økonomiske fordele, for så vidt uden henvisning til trang. Dermed er velfærdsinstitutionerne blevet en central del af velfærdspolitikken. En årsag hertil kan også være nogle partiers ønske om sætte sig på disse institutioner og anbringe egne folk som ledere. Det ligger vel også bag diskussionerne om privatisering og udlicitering. En anden årsag er, at velfærdsinstitutionerne blev kommunale opgaver. I sin tid overtog kommunerne de opgaver, som var blevet løst af den statsansatte sognepræst, godsejerne håndværksmestrene og det patriarkalske købmandsborgerskab. Kommunernes historie viser. at de ikke er oprindeligt folkelige organer, og de havde indtil begyndelsen af 1960´erne et demokratisk efterslæb (Man skulle betale kommuneskat for at have stemmeret). Der klæber stadig et element af nådigherrefølelse til socialpolitikken, og det bliver ikke mindre af, at velfærdspolitikken er en kastebold i den politiske kamp. Ind imellem må man måske standse op og spørge: Blev velfærdsstaten ikke mellemklassens ideologi? Blev velfærdsstaten virkelig for de svageste i samfundet?

I en tid, hvor man inddrager begrebet indre velfærd, kan nådigherrefølelsen blive en direkte hindring for fremskridt. Den største hindring er dog nok, at velfærdspolitikken er så stærkt bundet til det ”socialdemokratiske kompromis”, der kun fokuserer på indtægtsfordelingen i befolkningen. Dermed være ikke sagt, at der ikke er foregået en udjævning mellem grupperne i befolkningen, men vi skal her måske i højere grad inddrage fagbevægelsens indsats. Det er dog ikke lykkedes at afskaffe den skæve formuefordeling, som arbejderbevægelsen og socialdemokratiet overtog. Det skyldes bl.a., at det ”socialdemokratiske kompromis” stort set lader formuedannelsen uantastet.

Her tænkes ikke på den almindelige opsparing og den friværdi, der opstår gennem de normale afdrag på boliglån, men på de formuer, der skabes gennem ejendomsret til naturressourcer, og den arbejdsfrie formuedannelse gennem stigende ejendomspriser, der er en følge af samfundsudviklingen. Men det er vel efterhånden sådan, at ejernes ret til den udviklingsbetingede (samfundsskabte) friværdi i ejendomme er en del af velfærden.

Det bør imidlertid være en naturlig del af enhver form for velfærdspolitik at foretage en formueudjævning. Allerede i ”Fremtidens Danmark” var Jens Otto Krag inde på dette problem, bl.a. gennem forslaget om inddragelse af de samfundsskabte jordværdier. Det blev som bekendt aldrig realiseret, og da man i slutningen af 1950´erne havde muligheden for det gennem den skærpede grundstigningsskyld, blev man nogle år senere bange for sig selv og afskaffede lovgivningen. Heller ikke tanken om ØD blev til noget særligt. Det ”socialdemokratiske kompromis” fungerede. Det skal så retfærdigvis siges, at vi uden det ikke havde fået den velfærdsstat, vi har, og at ”kompromisset” er i samklang med befolkningens ønsker.

”Markedet”

Imanuel Kant

Furre Berges påstand, jfr. Mediås-citatet, om, at den socialdemokratiske orden/det socialdemokratiske kompromis blev afviklet i slutningen af 1970-erne og i løbet af 1980´erne er kun delvis rigtigt. Men det kan naturligvis ikke udelukkes, at fremtidens historikere vil komme til det resultat. Rigtigt er det jo nok, at der ikke i de sidste 20 – 25 år er sket den udbygning af den traditionelle velfærdsstat, som kunne være ønskelig. Tværtimod er der sket en ændring i de politiske holdninger, men ønsket om en velfærdsstat er stadig almindeligt. Således faldt Anders Fogh Rasmussens forestillinger om at gå fra en socialstat til en minimalstat ret hurtigt til jorden. En populistisk tendens har gjort sig gældende, og det hænger vel sammen med, at vi står i et paradigmeskifte som følge af en ændret samfunds- og erhvervsstruktur.

Urbaniseringen er fortsat, og landbruget er som stærkt subsidieret erhverv politisk af mindre betydning. Tilsvarende beskæftiger industrien også færre, og er under stærkt pres som følge af udflytninger til lavlønslande. Derimod synes funktionærerne at kunne spille en større rolle i samfundsudviklingen. Navnlig hvis de gør sig gældende inden for de stærkt innoverende erhverv.

Politisk har dette vist sig ved, at det oprindeligt gårdmandsdominerede parti Venstre med rod i den oprindelige højskolebevægelse er blevet til det, man kalder ”handelshøjskolevenstre”. Og socialdemokraterne, hvis kernevælgere fortrinsvis var industriarbejdere, er blevet mere og mere præget af akademikere og tjenestemænd med længere uddannelser.

Det er nye erhvervsgrupper, der præger det politiske liv, og det er for så vidt ligegyldigt, om det kvantitativt er store grupper. Det er i højere grad uddannelsen, der tæller. I 1980´erne talte man om en højredrejning. Det er tilfældet, hvis man dermed forestiller sig en uændret samfundsstruktur.

Hvad der i virkeligheden skete var, at nye normer og værdier tog over. En tid har man talt om et informationssamfund. Nu tales der mere om et vidensamfund. Andre taler om, at ”markedet” har taget over og bestemmer værdier og normer. Det er denne opfattelse, der skal gøres gældende i det følgende.

”Markedet” kan læses som interessetilkendegivelser fra de store forretningsforetagender. Men ordet dækker mere end deres økonomiske indsats og deres politik. Ordet er også et udtryk for en erobring af sproget. Managementsproget trænger ind på adskillige områder. Man ”køber” et synspunkt eller en opfattelse. Man fremlægger et ”produkt”. Unge mennesker taler nedsættende om ”tabere” i modsætning til ”vindere”, igen en påvirkning fra ”markedets” normer.

Også inden for den offentlige sektor trænger sprogbrugen frem. Vi taler således om en ”offentlig service”, som om der er tale om et kundeforhold mellem de offentligt ansatte og brugerne. De sidste tænker ofte meget forretningsmæssigt, når talen er om offentlige institutioner, og for den sags skyld også faglige organisationer. Man spørger: Hvad får jeg for mine skattekroner, hvad får jeg for mit kontingent?

Enhver bevægelse, der vil have magt, skal søge at erobre skolen og uddannelsesvæsenet. Det er der adskillige eksempler på i historien, og folkeskolen har altid tilpasset sig, også de skiftende erhvervsforhold. Også ”markedet” prøver at sætte sig på folkeskolen. Det opleves på flere punkter: ”Kvalitet” og ”faglighed” er tidens krav til skolen og undervisningsministerielle mantraer. Styringen af skolens indhold er blevet mere centralistisk, og evalueringer på forskellige klassetrin lovfæstet. Også den idelige sammenligning med undersøgelsesresultater fra andre lande er en del af markedsdominansen. Konkurrencemomentet fremhæves. Dertil kommer den stadige kritik af skolens arbejde, hvad der skal stresse lærere og elever og dreje undervisningen og skolens miljø mere i retning af forretningslivets ønsker. At disse går meget snævert på faglighed, ses bl.a. af det forhold, at der ikke tillægges de såkaldte bløde værdier – de personlighedsdannende værdier – som initiativ, samarbejdsevne og fleksibilitet den tilsvarende betydning. Kun at ville faglighed er at gøre et folk til almue.

Der er her i landet tradition for at uddannelseslove vedtages med et bredt flertal. Det kan være grunden til, at man endnu kan bevare den enhedsskole, der blev til i 1970´erne, dels ud fra erhvervslivets ønsker om fleksibilitet i uddannelserne, dels ud fra et alment ønske om lige muligheder for alle – et ønske helt i samklang med det velfærdssamfund, der var under opbygning.

En særlig side af markedstænkningen er bestræbelserne på at privatisere offentlige foretagender. Der er formentlig mindst to aspekter i privatiseringsbestræbelserne. For det første et ønske om et mere nuanceret udbud af den offentlige service, der opfattes som en kommunefarvet kedsommelighed – skønt det jo langtfra er tilfældet - med standardvarer på hylderne. Her står de private, reklamestøttede tilbud i et mere glamourøst skær. For det andet er der et offentligt-økonomisk aspekt, der dels rummer et konkurrencemoment, så de offentligt ansatte føler, at de skal løbe hurtigere, dels rummer nogle indtjeningsmuligheder for eksisterende eller nyoprettede virksomheder. Det er påfaldende så få kooperative foretagender, der er en følge af privatiseringen. Det er fortrinsvis eksisterende private (som oftest kapitalstærke) firmaer, der har glæde af privatisering og udlicitering.

Man kan godt opfatte privatiseringen som et udtryk for den statskritiske tradition, man også kan finde i europæisk tænkning, men så virker den ikke ganske logisk, for privatiseringstanken trives ganske godt ved siden af tankerne om en fortsat udbygning af velfærdsstaten. Vi er nok snarere under påvirkning fra amerikansk samfundsopfattelse. Troen på at private virksomheder kan løse alle opgaver, og en opfattelse af at vi mere er kunder i en butik end borgere med forpligtelse til fælles problemløsning. Vi savner i privatiseringsdebatten at fastholde det fælles folkelige.

Individualisme, grådighed og mangel på solidaritet

Et særligt træk i de senere års holdninger er en stigende individualisme, der kan ytre sig som grådighed og mangel på solidaritet, men som også kan give sig positive udtryk i ønsker om en personlig og selvstændig udvikling, hvor man kan få lov til at vise kreativitet og tage egne initiativer. Udtrykket ”lige muligheder for alle” rummer også en hensyntagen til den enkeltes særpræg og selvopfattelse. Individualismen kan også have rod i en tidligere lidt for anmassende kollektivfølelse med krav om solidaritet og underkastelse i formynderi. Når man nu i individualismens tidsalder begynder at tale om indre velfærd, så kan der være mange årsager. Måske er den ydre velfærd nu kommet så vidt og af mange føles som dækkende de væsentligste behov - sådan som Maslows behovshierarki viser - at man føler et behov for at få dækket nogle psykiske behov. Måske er der som tidligere nævnt tale om en slags ”frigørelsestrang fra velfærdssamfundet”, og måske er den indre velfærd et udslag af den materialisme, som ”markeds”-tænkningen har fremmet. Det må stå hen.

Det har længe været et mål for socialpolitikken at gøre dens brugere så vidt muligt selvhjulpne. Så der er måske slet ikke så meget nyt i begrebet, blot en ændring af fokus. Alligevel vil begrebet indre velfærd i de kommende år blive centralt og benyttet som et slagord også for alskens gøgl og gammeldags tænkning. I begrebet ligger der som allerede nævnt en forestilling om, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med samfundet. For eksempel det gammeldags begreb at kunne svare enhver sit. For så vidt har statsministeren måske uden at vide det fanget lidt af det med sit slogan ”noget for noget”.

Der kunne vel også inddrages flere elementer til nuancering af emnet, indre velfærd. Hovedsagen er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, bliver man aktivt ansvarstagende. Og her kan der ligge en anden opfattelse af velfærdsstaten og velfærdssamfundet. Man skal være engageret, og man skal være medansvarlig for skabelse af det, der med et moderne udtryk kaldes social kapital, dvs. sammenhængskraften i samfundet, hvor fælles indsats giver fælles værdier. Derfor skal man gå ind i sociale netværk og deltage i løsningen af fælles opgaver, og samtidig give værdidebatten ny aktualitet, for det kan man ikke gøre uden at bidrage med egne værdier og egne ideer og egen etik. Det vil sige med en gensidig respekt, der bygger på tillid til sig selv og til andre.

Det er ud fra disse betragtninger velfærdssamfundet skal møde nutidens udfordringer, som enten kommer indefra, dvs. fra det eksisterende velfærdssamfund eller de kommer udefra som følge af en almindelig accept af markedsfilosofien.

Karakteristik af ”markedet”

Markedet er karakteriseret ved en række forhold:

Virksomhedens overlevelse påstås, at være det vigtigste formål, og det indebærer en stærk fokusering på konkurrenceevne, produktivitet, effektivitet og indtjening, herunder markedsandele, og det præger som nævnt også kravene til statens uddannelsespolitik.
Virksomhederne har en tendens til at øge deres volumen, bl.a. gennem fusioner, uanset at det godt kan påvises, at mange virksomheder kan overleve fint ved at finde en niche, og uden at tilstræbe øget volumen. Det gælder bl.a. mange pengeinstitutter.
Der findes på markedet en tendens til at søge monopoldannelse, hvilket modvirkes gennem lovgivningen.
I princippet bygger markedet på et udstrakt og direkte demokrati, forstået som de enkelte menneskers frie forbrugsvalg, men dette udviskes af det forhold, at virksomheder og forbrugere agerer i et asymmetrisk informationsfelt. Fri prisdannelse og frit forbrugsvalg forudsætter en maksimal gennemsigtighed, og den findes ikke.
Markedet beskæftiger sig ikke med fordelingspolitik og dermed heller ikke med en ”retfærdig” fordeling af goderne. Markedet handler ikke solidarisk. Markedet forudsætter, at du betaler for det, du modtager.

På en række områder adskiller markedets værdier og normer sig fra dem, der hersker i velfærdsstatens offentlige virksomheder, og det er vel den egentlige årsag til det normskred, som vi oplever i disse år, og hvor især de negative sider springer stærkt i øjnene som grådighed, mangel på solidaritet og mangel på respekt for det enkelte menneske.

Vækst

Henry George

Et gennemgående træk i den moderne velfærdsopfattelse er troen på økonomisk vækst som fordelende faktor. En tro på, at forudsætningerne for et velfærdssamfund er en vækst, der medfører velstand og konkurrenceevne.

Vækst i sig selv virker ikke som fordelende faktor. Det ligger nemlig ikke i markedets natur. At kagen bliver større, betyder ikke, at alle får del i den. Allerede i 1879 iagttog amerikaneren, Henry George, at fremskridt giver sig udslag i stigende jordpriser. Fremskridtet driver sig ind som en kile mellem dem, der har noget, og dem, der ikke har noget. De sidste presses nedad.

Disse arbejdsfrie værdier tilfalder den tilfældige grundejer og er med til at skabe en forskel i formuefordelingen. Det er ikke en historisk kendsgerning, der knytter sig til et bestemt geografisk område for 125 år siden, men et fænomen, der kan iagttages også i vort samfund i dag, og som i vid udstrækning accepteres. Resultatet kan blive et meget skævt samfund. Der er således nu folk, der frygter, at byerne efterhånden kun befolkes af rige mennesker.

Hvis man har den opfattelse, at skævheder i samfundet er en trussel mod velfærden, så er der brug for en anden opfattelse af ejendomsretten, så de arbejdsfrie indtægter afskaffes - eller beskattes, så de kommer alle til gode. Man kan vel endda betragte det som en forudsætning for, at man i det hele taget kan have et velfærdssamfund. Man kunne f. eks. lade de indtægter, der kommer fra Nordsøolien, udlodde til samtlige borgere her i landet – sammen med indtægterne fra en afgift på grundværdistigninger. Det vil give en formueudjævning og fremme den følelse af fællesskab, som velfærdssamfundet i dag mangler.

Vækstproblemet er naturligvis ikke udtømt hermed. Der ligger et betydeligt problem i flytningen af arbejdspladser til lavlønslande. Der er formentlig ikke meget, man kan gøre, men det nødvendiggør en stillingtagen til det kæmpestore problemsæt, der hedder globaliseringen.

Globalisering

En anden stor udfordring mod velfærdssamfundet er globaliseringen. Det er uundgåeligt, at grænserne åbnes mere og mere. Det ligger ikke bare i den moderne teknik, men også i det forhold, at nogle af de lande, vi tidligere har betragtet som ulande, besidder et stort vækstpotentiale, og dertil kommer en stigende bevidsthed om egen værdi. Det skal vi for så vidt ikke beklage. Men det har nogle økonomiske og mentale konsekvenser med krav om dels en langt større omstillingsparathed, dels større solidaritet med de grupper, der får bl.a. beskæftigelsesmæssige problemer med behov for omskoling.

Det store problem i forbindelse med globaliseringen er ikke frihandelen, den frie omsætning af varer og tjenesteydelser, men derimod den formuekoncentration, som udviklingen i lavlønsområderne medfører. Allerede nu kan vi konstatere en ulighed i økonomisk stilling inden for mange af udviklingssamfundene – og det viser sig også som en ulighed i uddannelsesmæssig, arbejdsmæssig og boligmæssig henseende.

Der kan være frygt for, at udviklingen vil komme til at foregå omkring eksisterende vækstcentre, især bysamfund, mens landdistrikterne fortsat holdes i fattigdom med en udtalt koncentration af ejendomsretten og med holdninger som Esteban Truebas.

Og man kan frygte for, at den økonomiske magt koncentreres på nogle få store virksomheder, ofte af udenlandsk oprindelse, og med mulighed for at flytte indkomsterne til stater med lav beskatning.

Især kan man frygte, at det bliver råvareressourcerne, der især bliver monopoliseret. Et af de områder, der i særlig grad trænger til forskning er ejendomsstrukturen i u-landene, dels omkring besiddelsesformerne i landbruget, dels omkring byudviklingen. Det bliver meget svært at gennemføre reformer, for man er oppe mod uhyre stærke kræfter, men reformer er nødvendige, og det er kortsigtet at tro, at man i vor egen del af verden kan opbygge et velfærdssamfund og nøjes med den u-landsstøtte, som mange her oven i købet finder for stor. I u-landspolitikken er det formuereformer, der tæller. Og dem kan vi ikke få lov til. Men man kan i det mindste iværksætte en forskning.

På langt sigt skal man ønske en udjævning mellem de områder, der i dag er økonomisk svage, og dem, der er økonomisk stærke. Foreløbig er det nok mest aktuelt mellem de oprindelige EU-lande og de nye medlemmer. Det er vel ønskeligt, at det sker i form af et løft for de svage, og det skal i hvert fald ikke ske på bekostning af de økonomisk svage i vor del af verden. Også derfor skal man være opmærksom på formuedannelsen.

Vi må regne med, at der i de kommende år vil ske en stadig udflytning af arbejdspladser til lavlønslandene, og det kan være en periode, der bliver svær at komme igennem, indtil disse lande bliver i stand til at øge handelen med os. Der kræves en virkelig kreativ indsats af os, og vi vil hæmme omstillingen, hvis vi går protektionistisk til værks. At det er vilkår, vi deler med andre lande, er en ringe trøst. Det bliver en del af den omstilling, som Europa skal igennem for at klare konkurrencen fra Østen. Det er måske også betalingen for, at Europa engang hævdede sig på de fattige landes bekostning. Det er stadigvæk lettere sagt end gjort, og der skal sættes ind på flere fronter for at bevare konkurrenceevnen. Bl.a. skal der sættes ind mod uproduktiv kapitaldannelse/spekulation og mod opretholdelse af produktioner, der ikke er bæredygtige. En afvikling eller omlægning af landbrugsstøtten fra EU kan være et enkelt middel.

Men ud fra en folkelig og social betragtning må man i denne proces ikke glemme at holde fast i sikkerhedsnettet under de svageste i samfundet.

Den indre velfærd er en social kapital

Den største udfordring for velfærdssamfundet kan vise sig at blive velfærdsstaten, hvis man ikke er i stand til dels at skabe den tilstrækkelige forståelse for, at et samfund ikke kan bestå, hvis forskellen mellem rig og fattig bliver for stor, hvis alle vil nasse på alle, og hvis man ikke forstår, at solidaritet kræver en form for ”noget for noget”. At velfærd indebærer mere en blot fordelingspolitik. At velfærd indebærer, at alle yder et bidrag stort eller lille, ikke nødvendigvis af økonomisk karakter. Meget ville være nået, hvis man mentalt kunne udjævne den modsætning, der ligger i, at den ene fløj i dansk politik kun beskæftiger sig med, hvordan velfærden fordeles, mens den anden kun beskæftiger sig med den produktion, der er forudsætningen for, at der er noget at fordele. Derfor er det ikke nok at fokusere på en effektivisering af velfærdsstaten og dens redskaber, reguleringer, støtteordninger og institutioner, selv om det naturligvis løbende skal ske. Hvis man kun betragter velfærden under en materialistisk, markedsdomineret synsvinkel, nemlig som service, bryder solidariteten sammen - og dermed velfærdssamfundet.

I den klassiske økonomi opererer man med tre produktionsfaktorer, jord, forstået som alle naturens ressourcer, kapital, forstået som bl.a. bygninger, maskiner osv., og endelig arbejde, dvs. alle former for menneskelig arbejdskraft.

I de sidste årtier er nogle økonomer begyndt at tale om en fjerde produktionsfaktor, social kapital, så man nu taler om naturkapital, produktionskapital, intellektuel kapital (nyt ord for arbejde) og social kapital. De tre første faktorer bygger på en materialistisk opfattelse, mens den sidste inddrager personlige og fælles kulturelle værdier. Måske burde man rettere tale om kulturel kapital.

Social kapital bliver bl.a. defineret som den produktive gevinst af frivillige netværk og organisationer. En tanke, man møder bl.a. i Robert Putnam: Bowling Alone, 2000 og Bendt-Åke Lundwalls og Peter Maskels bidrag til ”The Oxford Handbook of Economic Geography”, 2000.

Tanken er ikke ny. Den tidligere nævnte amerikanske forfatter, Henry George, betegnede i 1879 i sit hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” det frivillige samvirke som ”fremskridtets lov”, som en forudsætning for kulturel udvikling:

”Sammenslutning i lighed er altså loven for fremskridtet. Sammenslutningen frigør åndelig kraft til anvendelse i fremskridtets tjeneste, og ligheden (eller retfærdighed eller frihed - thi disse udtryk betegner her en og samme ting: anerkendelse af moralloven) forebygger, at denne kraft bortødes i ufrugtbare kampe.”(Fremskridt og Fattigdom, 1938, s. 281).

Det er tanker, vi genfinder hos den ”utopiske socialismes” fortalere og hos Kropotkin. I 2000-udgaven af Kropotkins ”Gensidig hjælp” skriver Lars Hulegaard i efterskriften (s. 228): ”… mennesker, der handler sammen, kan forfølge deres mål mere effektivt end mennesker, som handler individuelt på baggrund af deres individuelle præferencer.” Det er måske godt at gøre opmærksom på i ”markedets” tidsalder.

Som eksempler på social kapital nævner man gerne landbrugets andelsbevægelse og arbejdernes kooperationer. Men også stationsbyerne i 1900-tallets første halvdel rummer eksempler på den ”gensidig hjælp”-filosofi, der ligger bag defineringen af social kapital. Derimod har forskerne svært ved at give nutidige eksempler. Men de findes i mange netværk på bl.a. det sociale område.

Man kan godt forestille sig, at organisationer, der rummer medarbejdere inden for den offentlige sektor, kan have lidt svært ved at acceptere denne tankegang, fordi den i praksis vil føre til, at der lægges mere vægt på velfærdssamfundet og mindre på velfærdsstaten. På den anden side er det umuligt at forestille sig, at vi kan løse alle de fælles opgaver gennem de frivillige netværk - store og små. Sundhedssektoren, uddannelsessektoren, socialforsorgen og tryghedssikringen vil f. eks. nødvendigvis være offentlige opgaver, og de private tiltag her vil aldrig kunne blive en trussel mod velfærdsstatens institutioner. Men måske nok en konstruktiv udfordring, hvori der ligger et ønske om større valgfrihed, og større fleksibilitet, mere uddannelse og flere bestræbelser bort fra klientsamfundet og frem til større selvhjulpethed.

Det er alt sammen led i udviklingen af en indre velfærd, og der kan være grund til at gentage, hvad der er sagt ovenfor: Velfærdspolitikkens hovedopgave er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, skal mennesket gøres aktivt ansvarstagende, ja i virkeligheden ansvarssøgende. Denne opgave må medtænkes overalt, hvor vi har at gøre med en videreudvikling af velfærdssamfundet og velfærdsstatens institutioner.

Her ligger velfærdssamfundets store udfordring i fremtiden. Udfordring er ikke nødvendigvis det samme som konfrontation. F. eks. mellem den offentlige og den private sektor. Udfordring er først og fremmest en opfordring til nytænkning, måske koncensus, måske kompromisser, men i det mindste alvorlige overvejelser over, hvorledes vi finder frem til en fælles forståelse af, hvorledes menneskerettigheder og velfærd fremover skal forbindes.

Hvem kommer til at tegne udviklingen?

Denne forståelse kunne meget vel komme til at rumme både en inddragelse af de samfundsskabte ejendomsværdier og en betoning af den indre velfærd gennem flere sociale netværk. Det kunne være en del af indholdet i et nyt kompromis. Om det sker, afhænger af, hvem der kommer til at tegne den kommende udvikling.

Under enevælden havde vi en embedsmandsstat. Senere fulgte landbrugets dominans. Den er nu et afsluttet kapitel, og vi kan formentlig se enden på industriarbejdernes store periode, den hvor det nuværende velfærdssamfund blev skabt, med støtte af funktionærer og tjenestemænd inden for den offentlige sektor.

Den kommende stærke samfundsgruppe bliver nok de ansatte i den private sektor med baggrund i et informations- og vidensamfund. Det er en ny gruppe, stærkt individualistisk, uden traditioner og endnu uden mærkbar identitet, men nok også en gruppe, der vil udvise stor loyalitet over for de private virksomheder. Og tilsvarende vise mindre solidaritet med de svage i samfundet og have mindre tilbøjelighed til at løse fælles opgaver sammen med andre, hvis man kan købe sig fra det. Med andre ord ”markedet” vil dominere.

Modspillerne bliver formentlig funktionærer og tjenestemænd i den offentlige sektor, der kan blive det konservative element i udviklingen. Men helt afgørende vil dagsordenen sikkert blive sat af bureaukratiet i EU, der vil kunne spille på både den offentlige og den private sektor.

Efterhånden som integrationen i Europa skrider frem, vil det vise sig, om det bliver muligt at bevare den nationale velfærdsstat, som vi har udviklet i Skandinavien, og som betegnes som den danske eller den skandinaviske model, hvor det er den offentlige sektor, der varetager velfærden gennem en skattebetalt tryghedssikring.

Jo mere borgerne selv sparer op til alderdommen, enten gennem pengeinstitutter eller forsikringsselskaber – eller bruger den samfundsskabte værdistigning i ejerboligen eller fritidshuset som pensionsopsparing, desto lettere bliver det at forlade den danske eller skandinaviske model. Men de svageste bliver tabt. Det afhænger også af den demografiske udvikling. Et stigende antal ældre er let at bruge som argument for, at vi ikke har råd til den skattefinansierede pension. Hvor holdbart argumentet er, må stå hen. Der skal jo under alle omstændigheder skaffes penge, hvad enten man bruger privat opsparing eller en skattefinansiering. Anderledes måske med opsparingen gennem fast ejendom, for her lader man den næste generation betale gennem større boligudgifter end nødvendigt.

Det andet store område inden for velfærdsstaten, sundhedsområdet, vil formentlig stadig blive skattefinansieret, men her sker der sandsynligvis en del ændringer i de kommende år, når den påtænkte strukturreform slår igennem. De nye regioner kan med tiden overskride de nationale grænser, fordi deres forventede arbejdsområder muliggør det, både med hensyn til sundhedsvæsen, regionsplanlægning og miljøpolitik.

Det tredje store område, uddannelsesvæsenet, vil antagelig blive fastholdt som en offentlig opgave, for det vil de toneangivende grupper, der har en høj uddannelse, i egen interesse ønske. Men der vil ske en snigende, europæisk integration. Den er vel for så vidt allerede så småt i gang.

Svaret på, om det er muligt at skabe fuld beskæftigelse, eller om der skal regnes med betydelig arbejdsløshed, afgør mulighederne for at skattefinansiere velfærden, fordi de toneangivende grupper vil prioritere konkurrenceevnen meget højt, og dermed vil også de demografiske hensyn komme til at veje tungere, både med hensyn til aldersfordeling og geografisk fordeling, så de tyndt befolkede områder udsultes.

Man kan godt være betænkelig ved den kommende samfundsudvikling, og dermed fremtiden for velfærdssamfundet, når man ser, at udviklingen på så vigtige områder i så høj grad vil være i hænderne på sociale grupper, der ikke er forankret i en national og folkelig tradition, ikke har udviklet en identitet, man kan forholde sig til, ikke har formuleret en etik, der medtænker hele samfundet og skaber balance mellem den enkelte og samfundet som helhed.

Det positive er, at fremtiden så nok også tegnes af grupper, der er åbne for nye synspunkter og uden fordomme.

Fasthold ejendomsvurderingen

Sat, 06 Sep 2008 00:00:00 +0200

”…som en konsekvens af det her bliver det svært at genindføre beskatning af den aktuelle ejendomsværdi. Dermed cementerer vi skattestoppet.”

Det er skatteminister Kristian Jensens ærlige begrundelse for at stoppe de løbende offentlige ejendomsvurderinger. Det må derfor undre, at det sker med støtte af ikke alene regeringspartierne og DF, men også S og RV.

Den officielle begrundelse for afskaffelsen af ejendomsvurderingerne er, at ejendomsværdiskatten er fastlåst på 2002-niveauet. Men det er grundskylden ikke, selv om der er lagt et loft over stigningerne. Og der sker jo løbende nybyggeri, der skal vurderes, ligesom andelsboliger skal vurderes.

Skattekommissionen har fået forbud mod at røre ejendomsværdiskatten, men ikke mod at foreslå grundskylden bevaret eller udvidet. Men desværre vil den måske opfatte det fælles signal fra regeringen og den såkaldte opposition som et forbud mod at foreslå inddragelse af samfundsskabte værdistigninger til lettelse af skatten på arbejde.

Der går 170 årsværk til ejendomsvurderingen. De er godt anvendt, og den eneste fejl er, at vurderingerne kommer forsinket i forhold til salgspriserne. Det må kunne rettes op. Ejendomsskatter er de eneste skatter, folk ikke kan unddrage sig, og fjerner man dem, bliver andre skatter forhøjet, ejendomspriserne vil stige og den sociale ulighed forøges.

Skatteministeren vil ikke komme med et bud på, hvordan en fremtidig grundvurdering skal ske. Det må da ellers interessere kommunerne, der har grundskylden som en vigtig indtægtskilde, ca. 30 mia. kr. årligt. Hvis grundskylden i fremtiden skal udskrives på grundlag af den uigenkaldeligt (?) sidste offentlige vurdering, kommer det til at koste kommunerne kassen, medmindre de hæver indkomstskatten.

Men det er åbenbart skatteministerens hensigt. Heldigvis vil Socialdemokraterne bevare den løbende grundvurdering (Pol. 6/9), selv om de åbenbart har tilsluttet sig fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Hvad med at kræve ejendomsværdiskatten konverteret til en statsgrundskyld og fjerne loftet over grundskylden?

Liberalismen skal justeres

Thu, 11 Sep 2008 00:00:00 +0200

I kronikken (Pol. 26/10) skriver Henrik Gade Jensen om liberalismens aktualitet, men han er dog ikke selv mere ajour end at han bagatelliserer John Lockes forbehold: Er vi alle stillet lige over for naturens ressourcer?

Ligeledes bortforklarer Gade Jensen Jean-Jacques Rousseau berømte sætning: ”Den, der hegner sin jord ind og kalder det for sit, er ophav til konflikter og krige.” (Man kan spørge: Hvad handler Israel-Palæstina konflikten om, hvis det ikke er det?).

Også Adam Smith var inde på dette problem, og om forretningsfolks adfærd sagde han, at blot to forretningsfolk er sammen til en frokost, kan man vente en prisaftale. Smiths liberalisme var båret af social indignation, det kan man ikke just sige om Henrik Gade Jensens og hans arbejdsgiver Cepos´s liberalisme.

Senere liberale samfundsøkonomer og filosoffer som David Ricardo, der udformede læren om jordrenten, altså den merværdi, som jorden som ureproducerbart gode opnår, John Stuart Mill, der gav liberalismen en social profil, og Henry George, der beskrev, hvorledes jordrenten kunne inddrages til samfundet til lettelse af skatten på udbyttet af folks arbejde, nævner Gade Jensen slet ikke.

Man bliver ikke rig af selv den bedste muld i Danmark, skriver han. Men hvad med de enorme formuer, der skabes i disse år ved den private tilegnelse af de samfundsskabte værdistigninger på jord? Hvor f.eks. parcelhusejere i Hovedstadsområdet årligt ”tjener” mere ved passiv ejendomsbesiddelse end ved at arbejde?

Sagen er den, at ejendomsretsbegrebet bør revideres, således at vi alle, som John Locke sagde, stilles lige over for naturens ressourcer (til dem hører i dag selvsagt de samfundsskabte beliggenhedsværdier, hvis privatkapitalisering i dag gør det stadigt vanskeligere for folk med selv normale indtægter at etablere sig med egen bolig).

Det kan gøres ved at flytte skattebyrden, så den i højere grad lægges på de naturgivne og samfundsskabte værdier og i mindre grad lægges på udbyttet af folks arbejde, som de altså i højere grad bevarer ejendomsretten til. Det er et ægte liberalt og socialt ejendomsretsbegreb, hvor Gade Jensens ejendomsretsbegreb er konservativt-kapitalistisk.

The coolest news around

Pjece om Den Danske Henry George Forening

Ideologi og demokrati

Folket kan tage fejl

Demokrati på vildveje

Staten svigter

Solidaritet

Gennemsigtighed

Populisme

Bæredygtighed

Hvad Dansk Industri glemte

WTO skal liberaliseres

Protest mod afskaffelse/forringelse af grundskylden

Socialdemokratiske Bobler

Boligpakke kapitaliseres

Bobler i vandkanten

Hellere boligskat end skat på arbejde

Underklassens tilblivelse

EU og ejendomsskat

Den gamle kone og den unge familie

Grundskyld for alle

Grundskyld - hvorfor? Et Interview med Preben Pedersen

EU og USA spærrer for frihandel

Fred Harrison kommer til Danmark

Fred Harrisons program

Mandag d. 2. maj

Tirsdag d. 3. maj, 19:30-22:00

Bjarne er ikke dum

Samfundsskabte Bobler

Beliggenhed - Ikke mursten

Statsminister Vestager

Kære Helle og Villy

Protektionismen er tilbage

Finansregulering eller markedsreform

Genopdag George

Kortfilm med Fred Harrison

Fred Harrison i det engelsk talkshow Keisers Report

Grundskyld gavner landbruget

FATTIGDOMSÅR? - Det var bedre med et ULIGHEDSÅR!

Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker

Kulturdiskussion på konservative vilkår

Det handler ikke bare om værdier, men også om ideer

Retfærdighed som overordnet princip i velfærdsstaten

Noget for noget

Et psykisk aspekt i en sekulær etik

Vis respekt for ejendomsretten

Grundlov og ejendomsret

Red verden

Den globale krise

Vi må forfine vores kampagne

De liberale og Cepos svigter ejendomsretten

Grøn vækst med brune pletter

Jorden tilhører os alle

Grundskyld bedre end kapitalvindingsskat

En rigtig reform

Generationstyveriet skal standses Indkomstskatten skal drastisk nedsættes Fordelingspolitikken skal være retfærdig

Den asociale fordelingspolitik

Generationstyveri

En rigtig reform…

Grundskyldspolitikken udelukker økonomiske katastrofer

Grønne afgifter

GOODIES – around the world

Protektionismen på fremmarch

Henry George Foreningen skriver til Skattekommissionen

En Georgeistisk Skattereform

Alle betaler jordrente

Den økonomiske verdenskrise

Udtalelse om finanskrisen

Nej til sommerhusboble

Fremtidens velfærdssamfund

Velfærdssamfund - velfærdsstat

Velfærdstaten kompenserer for en ufuldkommen samfundsstruktur

Nådigherresyndromet

Organiseret velfærd

Den liberale retsstat

Det socialdemokratiske kompromis

Velfærd og ikke bare sikkerhedsnet

”Markedet”

Individualisme, grådighed og mangel på solidaritet

Karakteristik af ”markedet”

GOODIES –
around the world